PISA Høring - Teknologirådet

Der bliver efterhånden tydeligt, at der er ret snævre grænser for, hvor meget standarder kan hæves gennem
den tekniske forståelse af forholdet mellem undervisning og læring, som især svigter de svage elever.
Hvis ikke undervisningen tager afsæt i den enkelte elevs samlede forudsætninger og potentialer, de
faglige, sociale og personlige, er det ikke muligt at styrke de faglige læreprocesser.
Stadig flere forskere og uddannelsespolitikere taler desuden om armoden i den ensidige vægtlægning af
præstationer, og idet de finder det utilfredsstillende, at de højeste mål med elevernes skolegang synes at
være, at de klarer sig godt i internationale sammenligninger, advarer de mod at miste, hvad der virkelig
betyder noget i uddannelserne, nemlig omsorg for personer, sammenhæng mellem mål og midler og
didaktisk frihed. (Broadfoot 2001).
Hertil kommer den banale sandhed, at i prioriteringen af det, man kan måle, risikerer man at tabe det
vanskeligt målbare, elevernes dannelse, af syne. Reay og Wiliam (1999) giver udtryk for, at jo mere specifikt
regeringen udtrykker sig om, hvad skoler skal opnå, jo mere sandsynligt er det, at de får det, men jo
mindre sandsynligt et det, at det, de får, betyder noget.
Sammenfatning og perspektivering
Fra en situation i slutningen af 1980’erne, hvor SE forskningen syntes at levere indsigter til reformering
af et mangfoldigt og modsigelsesfyldt britisk skolesystem, 21 fx stort set intet curriculum i Primary School,
en akademisk og monofaglig dominans i Secondary School, en meget langsom udvikling i retning af en
udelt skole, store forskelle i elevernes udbytte afhængigt af skoledistrikt og skoleform osv., advarer førende
SE forskere nu mod de negative konsekvenser af en række af de tiltag, som har fulgt i kølvandet på
paradigmet.
Den iøjnefaldende anledning til de senere års reformering af den danske skole er som bekendt, at de
danske elever ikke placerer sig tilfredsstillende i en række internationale undersøgelser først af læsefærdigheder,
siden også af matematiske og naturfaglige færdigheder. Dette ”problem” skal løses, men idet
diskursen om skolen har fjernet sig radikalt fra realiteten er det ikke muligt at identificere relevante forklaringer
og iværksætte hensigtsmæssige tiltag. Det billede der tegnes af eleverne som urolige og umulige,
af lærerne som fagligt udygtige og eftergivende, af undervisningen som slap og ’reformpædagogisk’ er
ikke et gyldigt billede. Og hvis man baserer kuren på en gal diagnose bliver patienten næppe rask af behandlingen.
I disse test-tider kunne man således ønske sig diskursen testet i forhold til realiteten i forsøget
på at tøjle dens selvsving og etablere et realistisk billede af problemernes karakter og
løsningsmuligheder. Et sådant ønske var vel udgangspunktet for OECD – rapporten, som faktisk tegnede
et billede af en overvejende velfungerende skole. Review-teamet følte sig ikke desto mindre foranlediget
til at fremsætte en lang række anbefalinger, formuleret på grundlag af SE paradigmet og for en dels vedkommende
uden iøjnefaldende sammenhæng med den gennemførte analyse (Krogh-Jespersen 2004b).
Og nu følger regeringens debatoplæg så op på dem, ringen er sluttet og vi synes ikke at have lært af de
fejltagelser, som vort forbillede i dag erkender.
At Pisa-resultaterne er frustrerende er intet imod frustrationerne over, at vi risikerer at miste de styrkesider,
som enhver positiv forandring må bygge på, og som er velbeskrevne gennem evalueringer af pædagogiske
udviklingsarbejder og særlige indsatsområder gennem 1980’erne og 1990’erne.
Referencer:
Ball, S. (2001), Better read:theorizing the teacher.I: J.Dillon & M.Maguire (red) Becoming a teacher,
Open University Press.
Broadfoot,P. (2001) Empowerment or performativity? Assesment Policy in the late twentieth century,
I: R. Philips & J. Furlong (red) Education, Reform and the State: Twenty-five years of politics, policy
and practice, RoutledgeFalmer.
Bruner, J. (1998) Uddannelseskulturen, Munksgaard
21 Det gjaldt ikke Skotlands enhedsskolesystem, som 96% af eleverne frekventerer.
150