PISA Høring - Teknologirådet

nelle analfabeter på den rigtige måde. Og så som den næste pind: måler PISA mere sande værdier i eleverne
på den rigtige måde, når man korrigerer for det socioøkonomiske niveau eller hvad. To lidt tricky
spørgsmål, som jeg ikke helt kan besvare med ja eller nej.
Men det sidste spørgsmål med den sociale korrektion, om jeg så må sige, mener jeg ikke er implementeret
korrekt. Jeg mener ikke, at man kan med det apparat, PISA har, gennemføre analyser af mønsterbrydere
på den facon, som PISA selv påstår, det kan.
Med hensyn til de funktionelle analfabeter har jeg den korte besked, at når man tager de mål, som PISA
producerer som mål for læsefærdigheder, så er det derefter op til den enkelte forsker eller aktør at lave
fortolkninger af disse ting. Man kan kort sige, at PISA tillader rent faktisk, at man laver nogle grænser på
en god måde, hvorunder man kan sige, at her er dårligere læsere. Så skal jeg vende tilbage til, om det er
lykkedes særlig godt at kalde dem funktionelle analfabeter.
Så alt i alt, for at tage de første mange ting, så har PISA altså fat i en nutidig moderne og helt adækvat
ramme til at analysere mange af de problemstillinger, som vi står overfor med hensyn til de 2 sidste, de
funktionelle analfabeter og social arv osv., der mener jeg, at rammen knap nok er til stede.
Vender jeg så tilbage til, om det er lykkedes, så må jeg sige, og det kan I så læse lidt om i de forskellige
ting, jeg refererer til, og som jeg også har skrevet i papiret, at det er faktisk ikke helt lykkedes at leve op til
de ambitioner, som PISA faktisk kan opfylde. Det er der ikke noget rigtig mystisk i set fra en statistikers
synspunkter, som arbejder med empiriske data, man kan mere undre sig over, at det faktisk i så høj grad
forsøges at skjule måske, at det ikke er muligt at fastholde de samme skalaer fra det ene år til det andet.
Jeg har kort gennemgået, det skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det er faktisk sådan, at hvis man
måler nogle kønsforskelle, så dukker der kønsforskelle op, som sandsynligvis ikke har spor med kønnet at
gøre, men har at gøre med, at der er nogle opgaver, som er relativt nemmere for drengene, end de er for
pigerne.
Der er tilsvarende nogle opgaver i 2003 sammenlignet med 2000, som er relativt nemmere eller sværere i
forhold til, hvad de var før. Det vil sige, at man i sådan et regi får nogle gratis point, det svarer til, at man
går ud med en målestok, og så måler man nogle genstand, og så flytter man lidt rundt på inddelingerne,
og man tæller kun, hvor mange inddelinger, man har placeret, så hvis man måler den samme genstand
fuldstændig uden, at den har forandret sig i øvrigt fra det ene øjeblik til det andet, men ændret lidt på
inddelingerne, så kommer man med 2 forskellige tal. Det er den samme type forskel, som jeg taler om her,
når man snakker om, at implementeringen faktisk udføres af det, som PISA i øvrigt kunne, ikke er lykkedes
helt. Det er både med hensyn til køn og med hensyn til etnicitet og til en vis grad ved overgangen fra
2000 til 2003. Men jeg må hilse velkomment, at PISA faktisk forsøger at gøre det.
Jeg ser til min rædsel, at IEA forsøger at skjule problemet i deres forsøg på at måle forskelle imellem det
ene og det andet.
Jeg skal prøve at gøre min sidste del relativt kort og sige, at den sociale arv, som også var oppe før, bygger
på en relation imellem færdigheder og indkomst. Som I kan se, har jeg kort redegjort for, at hvis man
benytter den som relation, så løber man i en fælde, for jo flere mønsterbrydere, man ønsker at finde i den
verden, man nu får set foran sig, jo værre ser det ud for begrebet, den sociale arv. Så der mener jeg altså,
at man skal finde en anden måde at analysere tingene på.
De funktionelle analfabeter vil aldrig forsvinde, fordi de i den internationale sammenligning udgør de 22
% nederste i den totale fordeling, og det vil ligge fast. I 2009 vil der også være 22 % funktionelle analfabe-
41