Indholdsfortegnelse - 3F Shop

Nogle ernæringsfysiologiske betragtninger
Den etablerede ernæringsvidenskab er kun ca. 100 år gammel. Først efter fysiologiens, kemiens og biokemiens
udbredelse har vi mennesker fået kendskab og oplysninger om dagliglivets helt essentielle behov,
opretholdelse af livet og forebyggelse af mangelsygdomme.
I året 1753 fandt en engelsk marinelæge, James Lind, nøglen til C-vitaminet bl.a. i citrusfrugter, citroner
og lime og dermed var grunden lagt til bekæmpelse af skørbug. Men først i 1933 fandt man det
egentlige antiskørbugsstof, ascorbinsyre. De eneste dyrearter foruden mennesket, som har brug for
C-vitamin er marsvin og aber. Alle andre dyr kan selv danne vitaminet.
I 1934 opdagede to danskere og en amerikansk videnskabsmand vitaminet K. Det var Henrik Dam,
Fritz Schønheyder og amerikaneren E. Doisy.
Både Dam og Doisy fik Nobelprisen i medicin og fysiologi i 1943.
Om Henrik Dam, (1895 -1976) kan siges
Dansk biokemiker, civilingeniør 1920, professor i biokemi og ernæring 1941-1965 ved det nuværende
Danmarks Tekniske Universitet. Han havde i 1929 -1930 påvist, at kyllinger på fedtfrit foder udviklede
blødninger på grund af koagulationsforstyrrelser, som kunne behandles med et fedtopløseligt stof fra
grønne blade. Stoffet isoleredes i 1939 af Dam og amerikaneren E. Doisy og benævnes K-vitamin.
Betegnelsen K stammer fra ordet »koaguleringsfaktor«. Der findes i naturen to former for K-vitamin:
K1 i planter og K2, som produceres ved bakteriologisk syntese, bl.a. i menneskets tarmkanal. Man har
hidtil troet, at denne syntese skaffede mennesker, med undtagelse af nyfødte, tilstrækkeligt K-vitamin,
men i de senere år, er der opstået tvivl om denne teori.
K-vitaminet er nødvendigt for dannelse af stoffet prothrombin, som er et forstadium til thrombin, der
får blodet til at størkne.
Mangel på vitamin K opstår hovedsageligt som et resultat af ufuldstændig absorption af vitaminet eller
ved leversygdomme, hvorved prothrombin ikke dannes. Det er altså ikke fordi kosten mangler K-vitamin.
Imidlertid kan sulfamedicin og andre antibiotika ødelægge bakteriefloraen i tarmen i en sådan
grad, at der ikke dannes K-vitamin, og derved kan man komme i underskud. For at K-vitaminet kan udnyttes,
må der være galde til stede. Ved en sygdom som gulsot er galdeudskillelsen hæmmet, og det er
derfor sværere at standse blødninger hos gulsot patienter.
69