Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel Bilag A – Effektundersøgelser af specialundervisning
Stigningen i elevtal siden 2005 er især markant i form af specialklasser. Specialskolefrekvensen
ligger nogenlunde konstant på 0,3 pct., men antallet af elever i specialklasser
i 2007 er steget til knap 1,2 pct., samlet i alt 1,5 pct., men med stor variation
fra fylke til fylke. Hertil kommer, at der i kommunerne er en udbredt brug af holddannelser
i form af »forstærkede« undervisningstilbud på hold eller i klasser. Disse
tælles ikke med som specialklasser eller specialtilbud, og der stilles ikke krav om en
individuel undervisningsplan. Disse tilbud retter sig fortrinsvis til elever med tilpasningsvanskeligheder
af forskellig art.
I Norge er andelen af personaletimer i skolen til specialundervisning øget fra 14,5
pct. i 2005 til 17 pct. i 2008.
Der udarbejdes for 95 pct. af de henviste elever halvårsrapporter til skolelederen om
undervisningens udvikling. Disse rapporter indgår ofte i skolelederens rapportering
til skolekommunen, men der rejses spørgsmål ved, om skolelederne har faglig baggrund
for en vurdering af specialundervisnings effekt.
Det påpeges endvidere, at PPT ikke i væsentlig grad indgår i vurdering af kvaliteten
af den ydede specialundervisning. I forbindelse hermed påpeges, at der ikke er formelle
krav med hensyn til kompetencer hos lærere i specialundervisningen. 12 pct. af
skolelederne finder ikke, at specialundervisningen varetages af fagligt kompetent personale,
og de sætter ikke altid vikar på i specialundervisningstimerne, og specialundervisningslærerne
anvendes ofte som vikarer i den almindelige undervisning.
Ca. en tredjedel af specialundervisningspersonalet udgøres af undervisningsassistenter.
Analysen påpeger, at det er problematisk, at disse assistenter i betydeligt omfang
af skolelederne (30 pct.) tillægges ansvar for undervisningen, men det anerkendes, at
anvendelsen af assistenter giver mulighed for tættere voksenkontakt for elever med
sociale problemer, der ikke forudsætter særlige faglige specialpædagogiske kompetencer.
I analysen sammenlignes uddannelseskravene til specialundervisningslærere i henholdsvis
Finland og Norge. Det er vurderingen, at Finlands specialundervisning fungerer
godt, fordi der her er krav om, at speciallæreren skal være kvalificeret til at give
individuel tilrettelagt faglig hjælp både i hjemskolen og i specialklasser og specialskoler,
mens der i Norge er uklare mål for uddannelsen, som kun stiller vage krav til faglige
færdigheder i form evne til undervisningsdifferentiering. Der peges på, at der er
behov for en mere målrettet faglig efter- og videreuddannelse af personalet i takt
med, at der udvikles ny viden og nye metoder inden for specialpædagogikken.
I analysen konkluderes det, at selv om der i Norge med Kunnskapsløftet er lagt vægt
på, at skolerne udvikler differentieret undervisning (»tilpasset opplæring«), og at der
er givet nye muligheder for at tilpasse timetallet i den ordinære undervisning til svagere
elever, har dette ikke medført færre henvisninger til specialundervisning. Snarere
synes den større fokus på faglighed og det enkelte barn at have medført en øget hen-
196 Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010