Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Boks 3.5
Folkeskoleloven fra 1993
Kapitel 3. Udviklingen i lovgivning, aktivitet og udgifter
Der blev i 1993 loven gennemført regler om undervisningsdifferentiering. Det fremgår heraf, at undervisningens
tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler
og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål, mål for fag samt emner og varieres, så den
svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger.
Undervisningen skal således i alle fag tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og aktuelle
udviklingstrin med sigte mod, hvad den enkelte elev kan nå. Specialundervisning kan derfor kun
iværksættes, hvis elevens behov ikke alene kan understøttes ved hjælp af undervisningsdifferentiering.
For at sikre udvikling af kvalitet i den vidtgående specialundervisning, etablerede
Undervisningsministeriet et udviklingsprogram, KVIS, Kvalitet i Specialundervisningen.
Dette program blev rammen om en drøftelse af folkeskolens rummelighed. Der
blev peget på behovet for en tidlig indsats og på, at det var afgørende, at skolens
værdigrundlag imødekommer mange elevers behov for klare retningslinjer og et differentieret
undervisningstilbud. Mange skoler prioriterede indsatsen i de yngste klasser
i overensstemmelse hermed, og der blev flyttet ressourcer fra specialcentre på
skolerne til støtte i klasserne. Organiseringen af specialundervisningen på skolerne
blev gjort fleksibel, hvor ressourcerne til specialundervisning blev samlet i et internt
center, hvor lærere med specialundervisning kan undervise eleverne eller yde støtte i
klasserne samt bistå kolleger.
Til trods for det øgede fokus på inklusion synes antallet af elever i specialundervisning
alligevel at stige. Udviklingen var umiddelbart påvirket af, at lave amtslige takster
til specialundervisning medførte, at kommunerne havde incitament til at sende
stadig flere elever i vidtgående specialundervisning.
I 1997 udgav Undervisningsministeriet redegørelsen »Specialundervisning i tal, småbørn og
skoleelever, UVM 1997«. Redegørelsen omfatter tal fra skoleårene 1993/94 og
1994/95 og var første gang, der blev opgjort elevtal siden redegørelsen fra 1989, som
afdækkede data fra skoleårene 1984/85 til 1986/87.
Fra skoleåret 1984/85 til 1994/95 steg andelen af elever henvist til specialundervisning
i ordinære klasser i hjemskolen, i specialklasser og specialskoler fra at udgøre
12,6 pct. til at udgøre 13,3 pct. af det samlede antal elever i folkeskolen. Andelen af
elever med sociale og emotionelle vanskeligheder steg i samme periode fra at udgøre
11 pct. til at udgøre 18 pct. af det samlede antal elever i specialundervisningen. I opgørelsen
steg antallet af elever henvist til specialundervisning på grund af sociale og
emotionelle vanskeligheder fra skoleåret 1993/94 til 1994/95 fra 8.567 til 9.410 elever.
2 Fortsat var det hovedparten af de henviste specialundervisningselever (67 pct.),
der fik den specialpædagogiske støtte i tilknytning til skolegang i hjemklassen.
2 Tallene stammer fra S skemaer (specialundervisningsskemaer), der blev sendt ind til Undervisningsministeriet.
Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010 45