Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel 3. Udviklingen i lovgivning, aktivitet og udgifter
Boks 3.3
Folkeskoleloven fra 1970 og 1975
Ved en lovændring i 1970 bliver undervisning for elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser medta-
get. Folkeskolelovens § 2, stk. 2, får følgende ordlyd: »For børn, der ikke med tilstrækkeligt udbytte kan følge
den almindelige undervisning, indrettes der specialundervisning.«
Ifølge betænkning vedrørende folkeskolens specialundervisning er det efter lovændringen i 1970 barnets
pædagogiske behov, der er afgørende for iværksættelse af specialundervisning, og ikke en pædagogisk eller
psykologisk diagnose.
I folkeskoleloven fra 1975 bliver bestemmelsen om specialundervisning formuleret således: »Til børn,
hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden spe-
cialpædagogisk bistand«.
Der kom et grundlæggende skift i holdningen til børn med særlige behov. I stedet for
et diagnosticeret handicap blev et pædagogisk behov udgangspunktet for iværksættelse
af specialundervisning. Hermed blev fokus flyttet fra barnets mangler til undervisningens
muligheder i relation til barnets behov. Specialundervisningen blev i løbet af
1970’erne begrebsmæssigt udvidet, og antallet af henvisninger øget væsentligt. Der
blev nu lagt større vægt på barnets sociale og psykiske funktion ved siden af det faglige
indhold, der hidtil alene havde været i fokus. Især socialpsykologiske, gruppedynamiske
og personlighedsmæssige forhold blev fremtrædende elementer i den samlede
specialpædagogiske indsats. Der blev oprettet heldagsskoler (specialskoler med
fritidstilbud) og specialklasser for autistiske børn.
Der var et udbredt ønske om, at børn med lettere og midlertidige læringsvanskeligheder
og såkaldt samspilsramte børn også skulle kunne modtage specialpædagogisk
støtte. Det nye brede begreb, »Special Education Needs«, introduceredes i 1978 i en
engelsk udredning om specialundervisning (Warnoch-rapporten), og har siden internationalt
været anvendt. Skolerne skulle give specialundervisning til alle elever, som
ikke kunne følge den ordinære undervisning, uanset vanskelighedernes art og årsag.
Det vurderedes, at det i England ville være ca. 20 pct. af eleverne i skolen, der kunne
have brug for støtte. Danmark fulgte denne udvikling.
Den nye specialundervisning blev betegnet som »observationsundervisning«, og den
kunne gives som støtte i klassen, i såkaldte observationsklinikker, i observationsskoler,
i heldagsskoler og som enkeltmandsundervisning og i sociale institutioner og på
sygehuse, hvis der ikke blev tilbudt anden undervisning. Amtskommunerne, der i den
nye opgavefordeling fortsat kunne etablere specialundervisningstilbud, oprettede i
løbet af 1970’erne observationsskoler som kostskoler.
Hensigten var, at børnene, efter et kortere ophold på en observationsskole, skulle
vende tilbage til den almene undervisning. Det viste sig, at det ikke udviklede sig efter
hensigten, og observationsskolerne blev senere nedlagt.
Der var i nogle kommuner planer om, at den primære støtte skulle gives i form af to
lærere i klassen. Der blev imidlertid publiceret forskning, hvor det vurderes, at støtte-
40 Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010