BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

INDLEDNING
Organisationer er et specifikt træk ved det
moderne samfund. I antikken fandtes kun få
organisationer. I dag har vi organisationer for de
fleste samfundsområder, fx fabrikker til produktion
af varer; skoler og universiteter til
socialisering; psykiatriske hospitaler og fængsler
til resocialisering; museer og biblioteker til
bevarelse af kulturen; tv, radio, aviser og posthuse
til kommunikation; og idrætsforeninger og
motionscentre til fysisk udfoldelse og rekreation.
Antallet af organisationer er vokset relativt
stærkere end befolkningstallet, og det
moderne menneske tilbringer en stor del af
tiden i organisationer, hvad enten det drejer sig
om en børnehave, en skole, en arbejdsplads
eller en fritidsforening (Ahrne og Hedström
1999). Af disse betragtninger fremgår det, at vi
med begrebet organisation forstår noget bredere,
end vi normalt anvender ordet. En organisation
kan defineres som en gruppe eller et kollektiv,
der er orienteret mod at opfylde relativt
specifikke mål og har en relativ høj grad af formalisering
af de sociale strukturer, fx i form af
skrevne regler, instrukser og organisationsplaner.
Vi kan ikke forstå samfundet og det, vi som
mennesker foretager os, uden at kende de organisationer,
hvor de forskellige livsområder
finder sted. Organisationer har magt, fordeler
ressourcer, sætter regler og rammer for vores
adfærd og samordner og koordinerer vores
handlinger. Organisationer former i høj grad
mennesker og deres adfærd, og samfundsstrukturen
skabes i vid udstrækning ved interaktion
mellem organisationer. Dette gælder også for
idrætten, og vi kan ikke forstå den i al dens
mangfoldighed uden at kende til de organisationer,
der organiserer aktiviteterne.
100
Organisationsformen – fx om det er en idrætsforening
eller et motionscenter – har således
stor betydning for, hvordan vi kan dyrke idræt
eller motion. Men det har også betydning for,
hvilken værdi idrætten har. Det er bl.a. en
almindelig antagelse, at foreninger er bedre til
at skabe integration og fællesskab samt udvikle
demokratiske normer end kommercielle organisationsformer,
der til gengæld – måske – er
bedre til at opfange nye behov og interesser for
motion i befolkningen, end foreningerne er.
Derfor er der også en politisk kamp om, hvordan
idrætten skal organiseres. Skal der bruges
flere penge på skateboardbaner og andre idrætsfaciliteter
til selvorganiseret idræt på bekostning
af en idrætshal, der primært bruges af den
foreningsorganiserede idræt? Skal kommunen
tilbyde undervisning i svømning, eller skal det
helt overlades til den lokale svømmeklub? Og
skal de kommercielle idrætstilbud have kommunale
tilskud til at fremme folkesundheden, eller
skal den kommunale støtte udelukkende forbeholdes
de frivillige idrætsforeninger? Det karakteriserer
de fleste samfundsområder, at der er
idealer for, hvordan det pågældende samfundsområde
bedst organiseres. Fx er familieejerskabet
den tilstræbte organiseringsform i
landbruget, den kommunale institution er den
tilstræbte organiseringsform til pasning af børn
og ældre, penge- og finansvæsen organiseres i
aktieselskaber, uddannelse kan både organiseres
i offentlige skoler og selvejende – frie – skoler,
og inden for fritidsidrætten er det den frivillige
forening, der er opfattes som den ideale organiseringsform.
I Danmark har foreninger og frivillige
organisationer i mange år haft (næsten)
monopol på offentlig støtte til idræt i fritiden. I
henhold til Folkeoplysningsloven er det et krav
for at få kommunal støtte til idræt, at aktiviteten
er organiseret i en forening, og langt hovedparten
af statsstøtten til idræt fra overskuddet
fra tips og lotto går til de store landsdækkende
idrætsorganisationer, der er frivillige og demokratiske
organisationer. Dansk idrætspolitik er
først og fremmest en politik for, hvordan idrætten
skal organiseres, mens der stort set ikke er
en politik for “indholdet” (hvilke mål og aktiviteter
man ønsker at fremme).