BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Selvfølgelig er det en meget vigtig gevinst, men
motivationen til at deltage i en idrætsforening
er tidligere udsprunget af andre behov.
Derfor synes DIF, at det er vigtigt at sætte gang
i debatten om hverdagsbevægelsernes betydning
som supplement til idrætsforeningernes indsats
på området. Vi skal i idrætten være med til at
pege på, hvordan vi kan integrere fysisk aktivitet
i livet i institutioner og skoler, og på uddannelser
og arbejdspladser samt ikke mindst i
transportfunktionen. Og vi skal hjælpe til der,
hvor det kan lade sig gøre.
Lad os tage det fra en ende af:
Institutionerne
Vuggestue- og børnehavebørn er ofte den børnegruppe,
der får rørt sig mest på en dag, hvis
der er udearealer til rådighed eller i umiddelbar
nærhed af institutionen. Det er dog ikke alle
institutioner, der er så heldigt stillet. Når børnene
bliver lidt ældre og kommer i skolefritidsordninger,
bliver det endnu mere usikkert, hvor
meget børnene egentlig får leget på en måde,
der også indbefatter fysisk udfoldelse. DIF har
netop nedsat en arbejdsgruppe, hvis formål er
at tilskynde idrætsforeninger til i højere grad at
engagere sig i samarbejdet med daginstitutioner
og sfo’er. Arbejdsgruppen vil søge at udvikle
forskellige modeller for sådanne samarbejder
– i sin mest enkle form kan det dreje sig om
videregivelse af ideer til aktiviteter, og i en
udviklet form kan det blive til egentlige tilbud
til bestemte børnegrupper i foreningen. Dette
sidste kræver ofte et udviklingsarbejde i foreningen,
jfr. desuden senere afsnit om uddannelse
af idrætsledere og trænere.
Skolen
DIF har i mange år været med til at arbejde for
flere idrætstimer i folkeskolen og vil fortsat
gøre det, men hvorfor ikke tage skridtet videre
og pege på muligheden for at visitere børn til
bevægelse. Andetsteds i denne antologi omtaler
120
Undervisningsministeriets konsulent Folkeskolelovens
§3, stk.3 som en mulighed for at
skaffe ressourcer til dette. Læsesvage børn visiteres
til ekstra- eller specialundervisning, hvad
med bevægelsessvage børn? DIF finder det vigtigt
at afprøve muligheden for at visitere børn
til fysisk aktivitet uden at stigmatisere dem.
Der må gøres de samme overvejelser som for de
boglige fags vedkommende: Mon ikke risikoen
for at stigmatisere overgås af konsekvenserne
ved ikke at gøre noget? Dertil kommer, at den
del af de bevægelsessvage, der er overvægtige,
i forvejen er meget synlige. Det er her meget
vigtigt, at de voksne, der skal arbejde for at
bringe mere og bedre bevægelse ind i de bevægelsessvage
børns hverdag, er kompetente til
arbejdet. Selv en faguddannet idrætslærer vil
have brug for kurser i aktivering af disse børn
for at have de nødvendige forudsætninger –
spørgsmålet er, om der skal gøres noget målrettet
for at give flere voksne disse forudsætninger?
(Se også sidste afsnit i dette indlæg).
En anden mulighed, DIF gerne ser udbredt,
er “Projekt Skolesport”. Projektet er omtalt i
Dansk Skoleidræts indlæg i nærværende antologi,
og DIF samarbejder med Dansk Skolesport
(DS) om at udvikle nye foreningsformer og
idrætstilbud i krydsfeltet mellem skole, elev
og klub.
Lægger skolen vægt på, at have alle elever med
samtidigt kan løsningen også være at indlægge
en halv times frikvarter med udepligt midt på
dagen. Ressourcemæssigt kræver dette kun
opsynstimer.
Uddannelserne
Ungdomsuddannelserne har sjældent været
bragt på bane af politikerne i debatten om
mere bevægelse i hverdagen. Den obligatoriske
idrætsundervisning fra folkeskolen føres kun
videre i gymnasiet; for de andres vedkommende
overlades bevægelse til det frie initiativ. DIF
mener, at unge på f.eks. de erhvervsfaglige
grunduddannelser skal have et element af obligatorisk
idræt. Det er her vigtigt at påpege, at
det både drejer sig om fysisk aktivitet og teori,
så de unge også bibringes en forståelse og
bevidsthed om sundhedsadfærd generelt.