BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

ud i det fri eller i lokaler og anlæg med faciliteter,
som på sin vis gør idrætslivet bekvemt og
lettere, således at opmærksomheden kan indskrænkes
til at gøre sig umage og gå op i overvindelse
af modstand. “Natur – kamp – æstetik”
(Ballisager, 1990) – kortere kan det næppe
udtrykkes, hvis der ved æstetik også forstås
kinæstetik.
SUND OPSÆTSIGHED
Oplevelsen af modstand i bevægelse og forestillingen
om at kunne komme videre og hurtigere
omkring end benene (“apostlenes heste”) kan
bære, har altså ført til opfindelsen af alle hånde
teknikker, hjælpemidler og selvkørende systemer,
der udvider vore handlemuligheder og letter
tilværelsen. Men den frisættelse af mennesket,
som den teknologiske udvikling indebærer,
er immervæk et tveægget sværd. Teknologi er
til for at blive brugt, den tager vores tid, og
den bestemmer de kvalifikationer og kompetencer,
der skal til for at drage nytte af den og
gøre, hvad der er menneskeligt muligt med den
fejlbarhed, der nu engang hører mennesket til.
Når teknologien overtager funktioner, mennesket
har udført ved egen kraft, kan evner blive
forældede og gå tabt. Bogtrykkerkunsten har
således udvidet og delvist overtaget en færdighed
som hukommelsen. Mennesker i det
moderne er derfor blevet dårligere til at erindre,
så meget desto mere som opmærksomheden skal
være fremadrettet. Informationsteknologien forstærker
denne tendens og kuldkaster den besværlige,
langsomme og personlige vidensdannelse
til fordel for en nem og hurtig tilegnelse af
spredte informationer på alle kanaler, filer og
hjemmesider. Et andet aktuelt eksempel er regnemaskinens
indtog i skolen. Regnekapaciteten
hos den enkelte øger, men prisen er, at evnen
til hovedregning aftager.
56
For børn har den teknologiske udvikling betydet
en opvækst med mindre traditionel fri leg og en
reduktion af bevægelse ved egen kraft. Det
indebærer, at børns kropslige modstandserfaringer
udtyndes. Den byrde, det er at bevæge
sig selv hid og did eller mere målrettet aflastes
af transportmidler, og udfoldelsesmuligheder på
dertil indrettede legepladser, begrænses af (nødvendige)
sikkerhedsforanstaltninger. I det samfund,
der ellers beskrives som et “risikosamfund”,
forhindres børn i at løbe en risiko for at
komme galt af sted, hvorved de faktisk bliver
mindre bevendte til at undgå ulykker. Vi indretter
os komfortabelt uden at skænke den
kinæstetiske sans en tanke, så livet mere bliver
en bevægelse i hovedet end i og med kroppen
som helhed.
Dertil kommer, at de nye medier nok øger
intensiteten i sansestimuleringen, men primært
giver en oplevelse af bevægelse på et indre
plan, der er mere eller mindre uafhængigt af
barnets egen aktivitet. “Aktivitetetsniveauet” i
en musikvideo eller et computerspil kan være
ret højt, men barnets egen aktivitet er begrænset
sammenlignet med vanlige lege og bevægelsesaktiviteter.
Der sker altså en forskydning af
aktiviteten fra barnet til maskinen. Barnet sætter
ikke selv bevægelsen i gang, men må reagere
for at kunne følge med i spillet. Den kropsnære
datateknologi giver stimulerende bevægelsesoplevelser,
næsten uden at barnet behøver at overvinde
modstand i kroppen og verden omkring
sig.
Det skjulte paradigme i teknologien, der samtidig
udgør en udbredt livsfølelse hos det moderne
menneske, kan formuleres således: “Du skal
reducere oplevelsen af modstand”. Bagsiden af
den teknologiske lettelse af vores tilværelse er
imidlertid, hvad der er blevet beskrevet som
“tilværelsens ulidelige lethed” (Kundera, 1985).
Uden kropslige modstandserfaringer kan den
personlige udvikling og modstandsdygtighed
altså ikke blot blive hæmmet, men også gøre
tilværelsen lidenskabsløs.
Skal oplevelsen af modstand ikke reduceres,
men derimod fremmes som en del af den personlige
skaberglæde ved “jeg kan”, er det derfor
vigtigt, at børn får mulighed for at gøre sig