BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

KROP, LÆRING OG UDVIKLING
Med læring mener vi en varig og erfaringsbaseret
forandring af adfærd og oplevelser. Denne
forandring opstår i forbindelse med at et individ
bliver konfronteret med forskellige former for
udfordringer, som kræver forskellige former for
opgaveløsning. Med kognitiv læring, som måske
er den læringsform man først tænker på i uddannelsessammenhæng,
menes varige forandringer
af evner og færdigheder, som har med opbygning
og brug af kundskab og viden at gøre.
Derudover foregår læring imidlertid også indenfor
en række andre områder, som for eksempel
indenfor det emotionelle, det motoriske og det
sociale område. Udvikling af moralsk kompetence,
samt af et hensigtsmæssigt værdisystem
og “sunde” holdninger, betragter vi også som
læringsprocesser.
Forholdet mellem krop og kognitiv læring
Vi holder os her til empirisk-kvantitative forhold,
hvilket betyder, at vi henter vores
betragtninger fra undersøgelser, hvor resultaterne
udtrykkes i tal. Der er også andre tilnærmelser
end disse kvantitative, som for eksempel
den fænomenologiske tradition med udgangspunkt
i Merleau-Ponty (1966; Duesund, 1995),
en kvalitativt orienteret bevægelseslære (Prohl
& Seewald, 1995) eller et mere kvalitativt orienteret
idrætspsykologisk perspektiv (Stelter,
1995). Disse perspektiver er vigtige, og vi tager
dem med i det fremtidige arbejde.
Teser
Specielt i forhold til kognitiv læring er der, i
forbindelse med pædagogiske nyorienteringsprocesser,
hurtigt opstået en række opfattelser og
forventninger som rakte langt ud over det man
egentlig havde belæg for. Man havde opfundet
et nyt universalmiddel mod alle typer problemer,
mente man: Bare jag børnene op i træerne,
så skal alt nok blive godt. Begejstringen var stor,
men overbevisninger og meninger blev fremsat
relativt ukritisk. Her følger 4 eksempler:
156
Barnet skal bruge sin krop alsidigt og/eller på
en meget veldefineret måde (her er der mange
yderst forskellige skoler og naive teorier) før
det kan lære og udvikle sig “normalt”. I andre
tilfælde ser man blandt andet på betydningen
af at kunne kravle.
En forbedring af det kropslige funktionsniveau
(bevægelseskompetence, motorik) fører automatisk
til bedre læring.
Uanset hvilke måder man anvender kroppen
på og uanset hvilke individer der er involveret,
så har det altid en positiv effekt på læring og
udvikling.
Et barn som har svage kropslige forudsætninger
har – på grund af disse svagheder – følgelig
også læringsproblemer.
Det ville gøre en del ting mere enkle, hvis
sådanne påstande skulle vise sig at være sande.
Men det er netop her et af de to grundlæggende
problemer ligger: (1) Vi har intet belæg
for at påstandene er sande i den generelle form,
de foreligger i her og (2) der tilbydes heller
ingen videnskabelige, eller i det mindste rationelle,
forklaringer på, at virkeligheden kan forholde
sig på denne måde.
Nogle faktiske forhold
For at kunne optegne en oversigt over hvad der
faktisk foreligger af forskningsbaseret viden om
forholdet mellem krop og læring, virker det mest
lønsomt at tage udgangspunkt i de foreliggende
oversigtsbidrag og metaanalyser. Vi har præsenteret
en oversigt over sådanne arbejder andre
steder (Moser, 2000; www.lld.dk/legoglaering)
og vil derfor kun begrænse os til en sammenfattende
vurdering.
På basis af resultaterne af de videnskabelige
undersøgelser måtte vi konkludere, at der findes
forbavsende lidt empirisk-kvantitativt grundlag
for at der er en årsagssammenhæng mellem
motorisk aktivitet og kognitivt funktionsniveau.
Derimod bekræftes antagelsen af en korrelativ
sammenhæng mellem motorisk og kognitivt
funktionsniveau, selv om sammenhængen så at
sige aldrig overstiger et moderat niveau. Derudover
synes styrken i sammenhængen at være
aldersafhængig, den falder i samme takt som
alderen øges.