BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Begrebet sensomotorik eller sansemotorik fortjener
her en lille kommentar: Sansemotorik
tager sigte på det tætte samspil mellem sensorisk-perceptuelle
og motoriske processer. Man
kan gå endnu længere og hævde, at sensoriske
og motoriske processer er uadskilleligt knyttet
til hinanden. Eller, som Viktor von Weizsäcker
formulerede det, det sensoriske og det motoriske
er to sider af samme sag. I dag ved vi, at
denne påstand er blevet bekræftet på flere områder,
ikke mindst indenfor neurovidenskab.
Det kan vi af hensyn til omfanget ikke gå nærmere
ind på i denne sammenhæng.
Jeg og du, dig og mig
Ud over det vi allerede har nævnt, så har kroppen
også en vigtig udtryks- og kommunikationsfunktion.
Vi referer her til det sociale aspekt.
Kroppen er, sammen med sproget, den vigtigste
direkte udtryksform for et menneskes fysiske
og psykiske tilstand. Den bliver dermed også en
form for hukommelse, hvor individets historie
(erfaringer i og med verden) nedtegnes. Kroppen
bliver samtidig et projektionsfelt for individets
behov, ønsker og længsler i forhold til dets
bestræbelse på at skabe sin egen identitet og
personlighed. Samtidig med at vi udtrykker os
selv til den sociale verden på en kropslig måde,
må vi også forholde os til den sociale omverdens
kropslighed og dennes respons på vores
egen kropslighed, enten i form af en aktiv interaktion
med dette miljø, eller gennem en mere
passiv påvirkning (kropsidealer, mode etc.). Vi
lærer så at sige i væsentlig grad at opfatte, forstå
og vurdere vores egen kropslighed gennem
samfundets (enkeltindivider, grupper, institutioner)
tilbagemeldinger til vores krop.
Skridtet synes ikke langt fra at den sociale “genspejling”
af vor krops ydre bliver opfattet som
en genspejling af hele vores person. Ofte bliver
det ydre også brugt som markør eller indikator
for noget som er usynligt. Et menneske med en
sportstrænet krop tilskrives gerne positive egenskaber,
så som viljestyrke, mod, målrettethed
og kontrol. En kraftigt overvægtig person bliver
derimod tilskrevet de modsatte egenskaber.
155
I de nyere samfundsvidenskabelige og humanistiske
tilnærmelser til mennesket som et kropsligt
væsen, er der derfor også i høj grad blevet
fokuseret på kroppen (og bevægelsen) som sociale
konstruktioner. Skoler og daginstitutioner
har deres officielle tekster om kroppens betydning
for børns læring og udvikling, men de har
også et skjult budskab til eleverne om hvilken
betydning kroppen faktisk har. Et eksempel på
det, er den tid, og de rum og ressourcer som
faktisk afsættes til at udleve sin kropslighed
indenfor skolens rammer.
Jeg er …
Hermed kommer vi til et fjerde og sidste aspekt
som ligger på et noget andet analyseniveau end
de tre foregående. Vi vælger at betegne dette
som selverfaringsaspektet, hvor både det instrumentelle,
det eksplorative og det sociale aspekt
delvist bliver integreret. Kroppen er basis for
individets betydningsfulde oplevelser af og
erfaringer med sig selv, på både godt og ondt.
Et barn som mestrer idrætslige udfordringer på
en god måde, får gennem dette styrket troen på
sig selv og oplevelsen af sin egenværdi. Et barn
som bliver fysisk mishandlet eller misbrugt får
gennem dette en tilsvarende negativ påvirkning
af sin personlighedsudvikling, identitetsdannelse
og oplevet egenværdi: I begge tilfælde sætter
de processer, som tager udgangspunkt i individets
kropslighed, deres psykosociale spor. Sporet
bæres af centralnervesystemet, men er tæt
knyttet til de kropslige udløsere.
Traumatiske oplevelser eller psykiske over- eller
fejlbelastninger over længere tid, kan medføre
somatiske reaktioner som forøget muskelspænding,
spændingshovedpine, muskelsmerter eller
svulster. Selv om der her sjældent vil forekomme
enkle årsags/virkningsforhold, er psykosomatiske
reaktioner et velkendt fænomen. Det
bidrager til en kropslig identitet eller kropslig
selvopfattelse, hvor vedkommende (også) oplever
kropsligheden som en del af sin lidelse,
udover bare at have sygdommen. Kroppen bliver
nærmest en fjende som “jeg” står overfor,
den er ikke “mig”.