BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

KAN “SUNDHEDSIDRÆTTEN” INDPASSES
I ET FORENINGSLIV?
Foreninger kan i princippet gøre hvad som helst
– hvis de gider. Der er et stort, stort motionshungrende
publikum lige uden for døren, som
gerne vil træne kroppen. Spørgsmålet er imidlertid,
om foreningerne vil tage sig af det, og
om det kan forenes med de traditionelle foreningsværdier.
Kan en stærkt sundhedsorienteret
idrætsaktivitet indpasses i et selvforvaltet,
demokratisk fællesskab?
Foreningerne kan ikke tvinges til at tage nye
aktiviteter op. Viljen dertil afhænger af, hvad
de frivillige i foreningen brænder for. Vi ved, at
de frivillige i landets idrætsforeninger i meget
højere grad er optaget af konkurrenceidræt, end
hovedparten af de idrætsaktive er. Mens tre ud
af fire af lederne i idrætsforeningerne deltager i
konkurrenceidræt (Larsen 2003), deltager kun
hver fjerde af de idrætsaktive voksne i konkurrencer,
turneringer og stævner (Ottesen og
Ibsen 1999). Det er derfor tænkeligt, at en stor
del af de frivillige først og fremmest er interesseret
i denne del af idrætten og ikke særligt
engageret i at igangsætte motionsaktiviteter for
sundhedens skyld.
Men måske ændres dette billede, hvis en større
andel af de mange motionister lukkes ind i
idrætsforeningerne. Undersøgelserne viser imidlertid,
at de, der dyrker gymnastik, aerobic og
beslægtede træningsformer, er mindre foreningsmindede
end idrætsaktive i idrætsgrene,
der i mindre grad tager sigte på motion og
sundhed:
• De er mindre interesseret i at gå til idræt i
en forening.
• De accepterer i højere grad, at organisationen,
som står for den idræt, de går til, tjener
penge på det, og de foretrækker i meget højere
grad at dyrke idræt på steder, som drives
af lønnede ledere og instruktører.
• De tillægger det mindre betydning, at der er
medbestemmelse og indflydelse på det sted,
de dyrker idræt.
116
• De tillægger det mindre betydning, at der er
et godt fællesskab og samvær, når de går til
idræt.
• De foretrækker i højere grad at betale mere
for at gå til idræt i stedet for at yde en frivillig
indsats, og de er i mindre grad villige til
at yde en frivillig indsats det sted, hvor de
går til idræt (Ottesen og Ibsen 1999).
Undersøgelserne viser imidlertid også, at de,
som går til sådanne aktiviteter i en forening,
ikke afviger væsentligt fra andre idrætsaktive i
foreninger, hvad angår holdningen til de centrale
foreningsværdier. Det åbne spørgsmål er
derfor, om den mindre foreningsmindede holdning
hos mange motionister er forklaringen på,
at de fleste idrætsaktive i gymnastik, aerobic og
beslægtede træningsformer har valgt at dyrke
idræt andre steder end i en forening. Eller skyldes
denne holdning hos mange motionister, at
de ikke har erfaring med en forening, og derfor
heller ikke har et forhold til disse foreningsværdier?
De seneste 10 – 15 år har mange idrætsforeninger
taget aerobic op, og de seneste år er der
også foreninger, der er har oprettet “motionscentre”
for styrketræning, spinning mv. Nogle
af disse drives udelukkende ved frivillig
arbejdskraft. Det kan altså lade sig gøre at organisere
motionsidræt – der hverken tager sigte
på konkurrence eller opvisning – på foreningspræmisser.
Jeg tror imidlertid, at man kan
fremme en “sundhedsidræt” i foreninger på to
måder.
Serviceforeningen
Den første måde går ud på at gøre foreningen
mere “forretningsorienteret”. Fx ved at
• ansætte en daglig leder – på hel- eller deltid
• til at stå for alle de daglige administrative
opgaver
• ansætte dygtige instruktører på samme vilkår,
som de konkurrerende motions-institutter,
aftenskoler mv.
• give tilbud om motion på forskellige tidspunkter
af dagen og ugen, som “medlemmerne”
frit kan vælge imellem
• være service- og kunde-orienteret ved at lytte
til medlemmernes ønsker og oprette de aktiviteter
og tilbud, som der er efterspørgsel efter.