BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

FORENINGSIDRÆTTENS UDVIKLING
1987-98
Landets mange sportsklubber og idrætsforeninger
haft generelt haft fremgang på børneområdet
gennem 1990’erne. Efter en årrække
med stilstand i slutningen af 1980’erne og
begyndelsen af 1990’erne stiger andelen af
7-15 årige skolebørn, der går fast til sport og
motion hver uge, således fra 64 % i 1993 til
71 % i 1998.
Det er især drengenes deltagelse, der er steget
gennem 1990’erne, men også lidt flere piger er
blevet aktive (se Tabel 1). At flere børn dyrker
idræt fast hver uge, betyder dog ikke, at man
uden videre kan slutte, at de så også samlet set
er mere fysisk aktive i hverdagen end tidligere
børneårgange. Udviklingen i andre faktorer
– fx cykling til og fra skole – har nok så stor
betydning for det samlede aktivitetsniveau.
TABEL 1
Andel af de 7-15 årige, der i 1987, 1993 og 1998 går fast til
sport og motion hver uge, fordelt efter køn (i %).
1987 1993 1998
Drenge 65 65 74
Piger 64 63 67
I alt 64 64 71
At foreningsidrætten spiller en vigtig rolle i
mange skolebørns hverdagsliv, viser sig blandt
andet ved, at den indtager en suveræn førsteplads
på hitlisten over de forskellige “skemalagte”
fritidsaktiviteter.
9
I alt går 83 % af de 7-15 årige børn til noget fast
hver uge. Mange går til flere ting og/eller til
den samme ting flere gange om ugen. Ud over
sport og motion (71 %), er det især spejder (15 %),
samt musik (12 %), sang (7 %), dans og dramatik
(6 %), der er udbredte. Ingen af de andre fritidstilbud
er dog tilnærmelsesvis så populære som
foreningsidrætten, og denne position er endda
blevet yderligere konsolideret gennem 1990’erne.
Kun idræt er gået frem, hvorimod tilslutningen
til især dans og dramatik, men i nogen grad
også til musik og spejder har været vigende.
“Truslen” mod den foreningsorganiserede børneidræt
– hvis man da overhovedet kan tale om en
sådan – synes altså ikke at komme fra de øvrige
udbydere i den organiserede fritidssektor. Det
er snarere andre tendenser i børnekulturen –
først og fremmest den informationsteknologiske
udvikling – der kan tænkes at sætte idrætten
under pres i de kommende år.
Børneundersøgelserne viser således, at flere og
flere børn anvender mere og mere tid på forskellige
elektroniske medier. Det samlede forbrug
af fjernsyn, video, radio, musikafspillere,
computere, spillemaskiner mv. er ikke uventet
øget ganske meget fra den første undersøgelse i
1987 til den foreløbigt sidste i 1998. Til gengæld
læser børn ikke så ofte som tidligere. Bøgerne
har dog holdt stand, men interessen for aviser,
ugeblade og tegneserier, er gået klart tilbage.
Andre sider af børns kulturforbrug har ikke
forandret sig så meget. De går omtrent lige så tit
i biografen og på udstillings- og museumsbesøg
som i slutningen af 1980’erne, og også andre
lejlighedsvise aktiviteter, som cirkus, tilskuersport
og teater, er på et nogenlunde uændret
niveau.
Umiddelbart synes foreningsidrætten altså at
have klaret sig ganske godt i kampen om børns
opmærksomhed.
Udviklingen i tidsforbruget er dog en ukendt
faktor i regnestykket. Socialforskningsinstituttet
er først begyndt at måle børnenes tidsforbrug
på idræt fra og med 1998-undersøgelsen. Det er
derfor uvist, om det gennemsnit på 4 timer og
21 minutter om ugen, der blev målt ved den
lejlighed, er større eller mindre end tidligere.