BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

AT UDVIKLE FÆLLESSKABER MED KVALITET
Klassestrukturen er et godt grundlag for at
udvikle praksisfællesskaber, 4 der giver det
enkelte barn et fast tilhørsforhold i skolen. Hvis
et praksisfællesskab skal have kvalitet i forhold
til læring for livet, er det nødvendigt, at det
bliver rummeligt og giver børn mulighed for at
udvikle forskellige identiteter, at der skabes
målsætninger, som kan give mening for alles
deltagelse, men også at der udvikles værdinormer
for fællesskabet, som skal respekteres, og at
der efter aftalte procedurer kan foregå forhandlinger
om alle aftaler.
Hvis vi vender tilbage til løbeeksemplet fra
2. klasse, så ville det være muligt allerede på
dette alderstrin bevidst at differentiere undervisningen
i løb ved at arbejde tematisk: Hvad
vil det sige at løbe? Hvilke erfaringer har I med
at løbe? Hvordan kan løb se ud? Hvorfor ser
det forskelligt ud? Hvad skal der til for at
kunne løbe hurtigt på en kort distance? Længe
på en lang distance? Hvad er en lang distance
for dig? Hvor kan man løbe? osv., osv. – Ved at
have en tematisk tilgang i stedet for en disciplinfaglig
eller sundhedsfaglig tilgang med en
underliggende sports- eller sundhedsdiskurs
(find en, der løber lige så stærkt som dig) vil
det være muligt at udarbejde konkrete løbeopgaver
ud fra forskellige indfaldsvinkler. Børnene
kan bidrage til den fælles læreproces om løb
dels gennem deres personlige kropslige oplevelser
i forbindelse med de forskellige løbeopgaver,
som de efterfølgende kan berette om, dels
ved at lytte til andres oplevelser i de samme eller
andre løbeopgaver. Når børnene skal udføre forskellige
opgaver og dermed bidrage med noget
forskelligt til fællesskabet, så vænnes de samtidig
til, at der kan være forskellige diskurser på
spil inden for det samme tema. Der er ikke én
måde at løbe på, og det er ikke et spørgsmål om
at være bedst til det ene eller det andet, men at
lære noget om det at løbe. Temaundervisningen
skal ikke overloades med teori. Det er mere et
spørgsmål om at etablere en læringskultur, der
kan gavne både den enkelte og fællesskabet.
4. Begrebet praksisfællesskab anvendes af Etienne Wenger i
bogen ‘Communities of Practice’ fra 1998. Han har udviklet
en social læringsteori, der opfatter læring som en proces, der
foregår gennem deltagelse i et socialt praksis-fællesskab.
72
Læreren spiller i denne sammenhæng en meget
væsentlig rolle i forhold til at fastholde, at alle
har en betydning for klassens læringsprodukt,
som i dette tilfælde bliver personlige erfaringer
med forskellige former for løb og en fælles
viden om løb.
PERSPEKTIVER
Skolens idrætsundervisning er underlagt korttidsmål
og langtidsmål på samme tid. Børn skal
både have positive oplevelser med bevægelse,
leg og idræt, og samtidig lære noget de kan
bruge i deres liv. Det er indlysende, at den problematik,
som drejer sig om, at børn bevæger
sig for lidt, vil præge idrætslærernes kamp for
flere idrætstimer i skolen, men lige så vigtigt er
det, at hele skolen indstiller sig på en kultur,
der er mere kropslig og bevægelsesorienteret.
Vi kan have nok så mange gode forsætter om at
skabe bedre muligheder for naturlig bevægelse i
hverdagen, men vi kan ikke skrue tiden tilbage
og fjerne al det, der gør, at børn bliver mere og
mere stillesiddende. Til gengæld har vi mulighed
for i skolen at socialisere til sunde vaner
ved at lægge større vægt på, at børn dagligt får
en eller anden form for motion. I den forbindelse
er det nødvendigt også at overveje, hvilken
indflydelse skolebygninger, frikvartersområder,
time- og fagopdeling har på den kultur,
vi har udviklet i skolen.