BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Ifølge Qvortrup er svaret, at individet vil finde
sin retning, sit værdisæt ved at iagttage og forholde
sig til andre. På den måde reproduceres
centrum hele tiden. Samfundet bliver til et system
af kommunikation. Som idrætshøjskole er
det inspirerende at forholde sig til denne samfunds-
og kommunikationsopfattelse.
Informationsophobningen og opfattelsen af at
man kan informere og kommunikere i det uendelige
uden at modtagerne tager budskabet til
sig er jo velkendt. Dvs. indtil budskabet gør en
forskel for dem selv. Eller sagt med andre indtil
kommunikationen eller budskabet har fået en
konsekvens for modtageren. Når budskabet
reelt giver en mening, modtaget via selektion og
fravalg. Denne definitionsformulering adskiller
sig fra den gamle forestilling om, at det er tilstrækkeligt
at afsende et budskab for at have
kommunikeret kvalificeret. Noget bliver først
til virkelig information, når det har gjort en forskel
– reelt er blevet indoptaget af modtageren.
Eller sagt med andre ord: kommunikation som
en forskel, der gør en forskel.
Og her er vi tilbage i højskolen.
Den kommunikation der foregår i det samfunds
rum, der er idrætshøjskolen “gør en forskel”.
Det er ikke et fjumreår, som politikere ynder at
kalde det. Kommunikation og budskaberne kommer
ind under huden hos højskoleeleverne. De
bliver bevidste om det samfund de lever i og
om idrættens rolle i denne kommunikationsopfattelse.
Idrætten og uddannelsen på en idrætshøjskole
gør en forskel.
LITTERATUR
Andersen, M. “Unge, krop og identitet – om
idræt på højskole” Uddannelse, Undervisningsministeriet,
2001
Hjorth, O. m.fl. “Den sorte højskole”, Kronik,
Politiken 20.01.2003
Qvortrup, L. “Det hyperkomplekse samfund”,
Gyldendal, 1998
148