BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Basketballdans
I 6. klasse har læreren haft klassen i musik. De
har danset folkedans, og læreren forsøger nu at
bruge dansen i forbindelse med basketballopvarmningen.
Mange af drengene begynder at
overdrive bevægelserne og at pjatte. Det er
drenge, der går til basketball tre gange om ugen
i deres fritid og som synes, at det er til grin at
drible til musik, der ikke passer til den funktionelle
dribleform.
Når børnene på disse klassetrin hellere vil
undervises i overensstemmelse med de traditionelle
boldspils regler og metoder, kan det skyldes,
at de netop nu har nået en alder, hvor de
har lært at håndtere dem og kan lide at bruge
og udvikle de kompetencer, de har erhvervet.
POLARISERINGEN I KLASSERUMMET
Mange børn i 7., 8. og 9. klasse har flere års
erfaringer med deres yndlingsidræt, eller de har
prøvet mange forskellige idrætsgrene. Samtidig
er nogle helt holdt op med at være idrætsaktive.
Dreng–pige-relationen er blevet et centralt
omdrejningspunkt i deres liv, og kønsmodningen
får indflydelse på opfattelsen af det
kropslige og det at deltage i idræt.
Polariseringen mellem dem, der dyrker idræt,
og dem, der ikke gør, og mellem piger og
drenge, bliver større jo højere vi kommer op i
klassetrin. Allerede i 7. klasse er nogle børn så
dygtige til idræt og vant til at træne seriøst, at
idrætsundervisningen i skolen ikke kan udfordre
dem på det bevægelsesmæssige eller fysiske plan.
I 8. og 9. klasse er flere blevet trænere for yngre
børn i idrætsklubben og har erfaringer med selv
at undervise. Den store forskel mellem de børn,
der har idrætslig høj kompetence, og de børn,
der har opgivet at være idrætsaktive, gør det
meget vanskeligt for læreren at undervise uden
differentiering.
69
TEMATISK INDGANG TIL LÆRING
I stedet for at opfatte det som et problem, er
der mulighed for, med den alder børnene har,
at arbejde tema- eller projektorienteret, hvor
læreren både kan stille krav til de fagligt stærke
og de bevægelsessvage elever, så de kan udfylde
en arbejdsopgave inden for det fælles tema eller
projekt med udgangspunkt i de resurser, de har
på det gældende tidspunkt. Med denne indgang
til læring kan man undgå, at de idrætsstærke
børn udelukkende bliver støttepædagoger for de
idrætssvage, eller at de alene sætter dagsorden
gennem deres inkorporerede idrætsdiskurs. For
at kunne fastholde motivationen og dynamikken
i klasserummet er det nødvendigt, at alle
udfordres, og at der stilles krav, der forfølger de
aftalte læringsmål i det fælles temaarbejde eller
projekt.
De erfaringer, som børn får gennem deltagelse i
idrætsundervisningen, skulle gerne give dem
gode oplevelser, men også forskellige former for
kompetence af idrætsfaglig, kropslig, personlig
eller social art, som bidrager til den enkeltes
helhedsudvikling. Børnene skal ikke nødvendigvis
udvikle alle kompetencer på samme tidspunkt,
men på den anden side kan det være
vanskeligt at adskille dem, da de i høj grad
influerer hinanden, netop fordi idræt udfoldes i
et socialt fællesskab.
BØRNS OPFATTELSE AF IDRÆT I SKOLEN
Legen er den største motivationsskabende faktor
i de første skoleår. Og hvis børnene selv kunne
bestemme, ville de gerne lege meget mere.
Dette kommer til udtryk i interviews med børn
fra 2. klasse. Alle børn i denne 2. klasse kan
lide at have idræt i skolen. På spørgsmålet
hvorfor, er svaret entydigt, “fordi det er sjovt”.
Hvad det er, der er sjovt, udtrykkes bl.a. på
denne måde:
Pige: “Det er sjovt, når man laver alt muligt i
hallen, … så man ikke får ondt i ryggen … det
siger de voksne!