BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Det enkelte menneske befinder sig altid i en
bestemt situation og kan ikke distancere sig fra
hverken den eller sin krop under bevægelse.
Kinæstetiske flowmønstre ledsager hvad jeg
gør, når jeg bevæger mig, og selv om de påvirkelige,
beror min bevægelse på dem, for det er
ikke mig, men kroppen selv, der vedvarende tilvejebringer
enheden. Sanserne informerer gensidigt
hinanden uden behov for en fortolker, forstår
gensidigt hinanden uden det er nødvendigt
at lægge vejen forbi en idé (Merleau-Ponty,
1945). Jeg vil derfor aldrig kunne opnå det fulde
herredømme over kroppen i bevægelse, ligesom
den objektive viden om bevægelse af kroppen
altid vil antage en ufuldstændig og mangelfuld
karakter.
Bevægelse bygger på den kinæstetiske sans
snarere end på synet. Normalt ser jeg ikke mig
selv i bevægelse. Selv om den kinæstetiske sansning
er forbundet med andre former for sansning,
er den samtidig helt forskellig fra dem.
Den tilbyder en distinkt væremåde, hvorved vi
bliver bevidste om os selv i forhold til, hvad vi
gør og kan eller kan (endnu) ikke. Det, som
erkendes kinæstetisk, er altid helt privat, dvs.
der er ingen fælles referenter, som tilfældet er,
når jeg mærker eller peger på noget. Kinæstetisk
handlen er en form for erkendelse uden
observation.
Vi kan forsøge at beskrive, hvad vi føler, når vi
bevæger os, men eftersom “objektet” for vores
opmærksomhed er selvrefererende, kan det aldrig
deles på samme måde. Der findes ikke et fælles
sprog for det. Heraf følger, at kinæstesi som en
væremåde er enestående i to henseender: For det
første ved at være en måde til at blive kendt
med sine bevægelser (“jeg kan”), og for det andet
ved at være en måde, der gør det muligt at blive
bevidst om sig selv som sted for følelser, der kun
optræder, når jeg bevæger mig (Arnold, 1979).
Vil man nu fra sundhedsmæssige overvejelser
styrke børns personlige udvikling og modstandsdygtighed
i idræt, leg og bevægelse, falder en
appel til deres selvstændige og opsætsige bevægelsestrang
derfor lige for. Men det er vigtigt
at være opmærksom på, at bevægelse kræver
overvindelse af modstand, førend andre bevæggrunde
kan komme på tale. På denne måde kan
bevægelseskultur være modstykke til den teknologiske
udvikling, der reducerer oplevelsen af
modstand.
54
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi samfundsmæssigt
og individuelt forholder os til modstand,
bevægelse og opsætsighed. Gør vi noget
aktivt for at bevare og øge vores modstandsdygtighed,
eller overgiver vi os til det teknologiske
paradigme? Eller betinger de to handlemåder
snarere gensidigt hinanden? Lad os nu som
eksempel betragte forholdet mellem sport og
transport.
SPORT OG TRANSPORT
Sport og transport har en fælles rod i latin
‘portare’, der betyder at bære, bringe. Men hvem
eller hvad bærer så byrderne? Portare opsplittes
i henholdsvis ‘deportare’, dvs. deportere eller
tvangsforflytte nogen, ‘transportere’, dvs. gennemføre
en flytning af nogen eller noget fra et
sted til et andet og ‘desportare’ i betydningen
opføre sig, forholde sig, fornøje sig. Når vi
“desporterer”, tvangsforflytter vi så at sige os
selv med forsæt. Bevægelsesfriheden er altså
ikke ubetinget og absolut, men situeret i kroppens
væren af verden – den materielle såvel
som den sociale. Via fransk ‘desporter’ og engelsk
‘disport’ opstår så ordet sport i bred betydning
af fornøjelse, underholdning, adspredelse.
Det er orddelen ‘de-’ og forbindelsesbogstavet
s, der indikerer, at noget spredes til alle sider af
nogen (subjekter), men det er ikke bare for sjov.
Det drejer sig også om overlevelse. I sportsdeltagelse
som i anden form for bevægelse bryder
vi aktivt med det symmetriske kropsmønster og
gør en forskel, hvad enten vi nu hæfter os ved
sport som et lune af naturen (“sport of nature”),
ved den menneskelige indgriben og deltagelse,
eller ved at sport nu om dage har institutionaliseret
sig globalt som en stadig mere dominerende
bevægelseskultur, der ind i mellem får
åndenød af lavsvælde, økonomisk spekulation
og vold.