BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Idræt er og har for øvrigt altid været et dannelsesfag,
hvor eleverne har skullet tilegne sig en
verden af viden, kunnen, aktiviteter og udtryksformer,
der er udviklet som en central del af
vores kultur, og som undervisningen skal føre
eleverne ind i.
Det er denne indføring, der er idrætsfagets centrale
formål og primære begrundelse i skolen,
hvor udfordringen ligger i at lære eleverne dels
at træffe nogle velbegrundede valg set i forhold
til grundlæggende kropslig kompetence, og dels
at være i stand til at vælge ud i den idrætskulturelle
mangfoldighed.
Idræt er et fag i sig selv helt på linje med andre
fag i skolen, og idræt kan så meget, som tiltaler
børn og unge, hvis det får den plads, som det
fortjener.
Ligesom f.eks. faget dansk har idræt også
grundlæggende kundskaber og færdigheder, der
skal indlæres. Og fortsætter man sammenligningen
med dansk, skal der ikke kun være plads
til grammatiske gulvøvelser = fysisk grundform
– der skal så sandelig også være plads til fristil,
ordleg, ordspil og alt det sjove.
Idræt er et bevægelsesfag, hvor eleverne skal
lære bevægelsens sprog og grammatik – det vil
sige lære at handle, producere, opfatte og fortolke
bevægelseslæren.
Samtidig er det et fag, hvor eleverne skal være i
stand til at stille sig uden for aktiviteten og
reflektere med hjælp fra et videnskabeligt
begrebsapparat
Faget er med andre ord i den moderne fagforståelse
et centralt kundskabsfag – et kulturelt
betinget fag, som foruden at videregive traditioner
i forhold til samfundets kropskultur også
skal forholde sig til trends og tendenser, der
kendetegner en stadig omskiftelig kropskultur.
KROPSLIG VIDEN
Eleverne skal altså lære at vælge i den idrætskulturelle
virkelighed – så derfor er idræt
mange ting, der rent billedligt kan beskrives
som et flerdimensionalt kropsligt surfbræt, som
både er oppe, nede, under vand, på bølgetoppene,
i ro, i fuld fart og ude i alle hjørner af
brændingen.
94
Idræt er med, hvor det sker her og nu rent
kropsligt og sportsligt for børn og unge. Det er
kropslige oplevelser, som børnene ikke får
andre steder og i andre fag.
Opgaven for lærer og elever består i sammen at
finde ud af, hvilke aktiviteter og discipliner,
der er basalt vigtige for udviklingen af grundlæggende
færdigheder og kundskaber.
For at kunne gøre det er det nødvendigt også at
kunne tale om og forstå idræt – men ikke nødvendigvis
sætte ord på alle kropslige og idrætslige
oplevelser. Det er både ødelæggende for
den kropslige oplevelse som sådan og tillige en
umulighed, eftersom det langt fra er alle kroppens
erfaringer, der kan og skal intellektualiseres
i form af konkret sprog.
Begrebet “tavs viden” er i den forbindelse også
en væsentlig dimension af idrætsfaget – en helt
speciel kvalitet, der knytter sig til de stærke
følelsesmæssige oplevelser, det giver, når kroppen
så at sige er sat på spil.
KROPSLIG REGNING
Når vi gør status over fagets mange muligheder
i folkeskolen, kan man med rette kritisere os
idrætslærere for, at vi ikke er gode nok til at
“sælge varen” eller at sætte ord på det, vi laver
og kan.
Alt for ofte bliver faget kun begrundet og værdsat
ud fra de ting, som idræt kan gøre godt for.
I undervisningen gennem bevægelse bliver bevægelsen/idrætten
således et instrument til at opnå
noget andet f.eks social læring og integration,
sund livsstil, koncentrationsevne, kognitive mål
som bedre læsning og skrivning m.m.
Denne ydre funktionsværdi, hvor det er effekten
og resultaterne, der tæller, er, hvis det er den
eneste argumentation, en indirekte nedvurdering
af faget i sig selv, og er langt fra nok til at
kunne legitimere fagets tilstedeværelse i skolen.
Der skal mere til, og derfor bliver undervisning
om bevægelse, der skal fungere som et analytisk
og kritisk evaluerende redskab, uden dog at
snakke faget ihjel, og undervisning i bevægelse,