BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Det er her vi også finder konturerne til et betydningsfuldt
forskningsmæssigt problem, som vi
bør og skal arbejde videre med: De forskningsmetodiske
krav til generaliserbarhed og sammenlignelighed,
har ført til en ret så unuanceret
måde at betragte krop og bevægelse på. Der
bliver i langt mindre grad reflekteret over,
hvilke kropslige aspekter man tager hensyn til
i analysen, hvilke bevægelsesprocesser der indgår,
i hvilket omfang og med hvilken intensitet,
under hvilke betingelser eventuelle tiltag er
blevet gennemført, mod hvilke personer tiltaget
var rettet og hvilken målsætning det havde. Der
er en forholdsvis fundamental mangel på teoretisk
gennemtænkning af forskningens opbygning.
Manglende teoretiske forklaringsmodeller
Der mangler ofte gode teoretiske modeller som
kan tilbyde en forklaring på hvorfor børn kan
opnå en læringsfremgang gennem brugen af
kroppen (fysisk aktivitet). Der findes forskellige
retninger og vi vil i det følgende kort præsentere
de 3 retninger vi for tiden arbejder ud fra:
• Mener man, at kropslig aktivitet optimerer
videnstilegnelsesprocesserne for eksempel gennem
en forbedret sensorisk integration? Det er
alment kendt, at bevægelse, ikke mindst også
i en idrætsmæssig sammenhæng, stiller store
krav til samordningen af indkommende informationer.
Det sædvanligvis dominerende
visuelle system må, i forbindelse med kropsorienterede
handlinger, samordnes med aktiviteten
i andre sansesystemer. Man kan forestille
sig, at filtrerings- og selektionsprocesser,
det at lægge vægt på det vigtige og tilsidesætte
det uvæsentlige, altså det at strukturere
perceptionen på en hensigtsmæssig måde, forbedres
gennem kroppen, og at dette kan være
relevant i forbindelse med andre type opgaver,
for eksempel kognitiv læring.
158
• Mener man, at det via kroppen er muligt
direkte at påvirke centralnervestrukturer som
har betydning for læring? I så fald går man ud
fra, at nerveaktivitet i forbindelse med og
som følge af brug af kroppen aktiverer områder
i for eksempel storhjernen, som er relevante
for kognitiv læring. Og, siden dette
ikke er nok i forbindelse med læring, antager
man, at den kropsligt inducerede nerveaktivitet
på en eller anden måde vil få en varig
effekt på senere aktiviteter i samme områder,
men da som basis for kognitive processer.
• Tror man, at kropsligheden står i en mere indirekte
relation til kognitiv læring? Forskellige
kropslige udtryksformer ses da i relation til
læringsrelevante betingelser og kontekster.
Her kan man tænke på selvbilledet, troen på
egen mestringsmulighed, motivation, trivsel
og velvære (emotionelle betingelser), kommunikativ
kompetence, læringsklima (klassemiljø)
som alle sammen har påviselig indflydelse
på læringsprocessen.
Det er sandsynligvis ikke sådan, at det viser sig
kun at være en af disse 3 grupper, der har helt
ret, mens de andre tager helt fejl. De forskellige
forklaringsmodellers gyldighed, hvis kausale
relationer i det hele taget kan dokumenteres, vil
afhænge af forskellige forhold: Hvilke personer,
på hvilket udviklingsniveau indgår i betragtningen,
samt hvilke aspekter af kropsligheden
og hvilke former for kognitiv læring man måler
efter, er nogle af de vigtigste forhold man bør
tage hensyn til.
Det er helt sikkert: udvikling af et højt kognitivt
funktionsniveau, uafhængig af hvilke typer
opgaver vi taler om, kræver, ud over de mere
eller mindre genetiske forudsætninger, også
handlinger hvor de kognitive processer og
funktioner, som skal forbedres, bliver anvendt.
Hvis og hvorvidt denne udvikling kan fremmes
ved hjælp af bevægelse, er endnu et ubesvaret
spørgsmål. Og det er i den forbindelse vi i
Learning Lab Denmark har etableret forskningstemaet
“Body of Knowledge”. Vi har en række
pædagogiske udviklingsprojekter at arbejde
inden for, som beskrevet senere i afsnittet om
‘Sølv og Guld’.