BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

evæge sig i forskellige sammenhænge, udfordres
ikke bare kroppen, men også deres bevidsthed
om sig selv og omverdenen, om det kropslige
og det idrætslige, og om mulige samværsog
oplevelsesformer i forskellige aktiviteter og
kontekster. Men alle børn deltager ikke i bevægelseskulturelle
aktiviteter, og kommer måske
aldrig til det, hvis vi ikke gør en særlig indsats
der, hvor de findes – i skolen!
KROPSLIG LÆRING OG IDRÆTSKULTUREL
DANNELSE
Skolen er det eneste sted, der lovmæssigt er
ansvarlig for børns kropslige læring og idrætskulturelle
dannelse. I følge det vedtagne lovforslag
om klare mål i folkeskolens fag 3 skal idrætslæreren
nu målrettet udvælge indhold og metode i
forhold til overordnede mål, trinmål og slutmål,
som tydeliggør, hvad børnene skal lære i
idrætstimerne. Dette kan tilsyneladende gøre
det nemmere at forklare forældre og børn, hvad
de skal kunne efter de forskellige klassetrin.
Men man kan frygte, at læreren, i en bekymring
for, om børnene nu lærer det, de skal, vil
benytte en større grad af instrumentalisering af
de didaktiske beslutninger og komme til at tilsidesætte
børnenes egen motivation eller manglende
motivation for leg og idræt.
Det er derfor aktuelt at fremhæve, at børn kommer
til den obligatoriske idrætsundervisning
med meget forskellig bevægelsesmæssig erfaringsbaggrund.
Når børn er motiverede for
idræt, løber de til omklædningsrummet, så snart
det ringer ud, for hurtigere at komme i gang.
De demotiverede finder på alle mulige undskyldninger
for ikke at deltage i timerne og er
bevægelsesmæssigt inaktive ikke bare i idrætstimerne,
men også i frikvartererne. Der er
ingen indbygget garanti for fagets succes. Den
afhænger af evnen til i de didaktiske og pædagogiske
handlinger at tage højde for børnenes
alder, køn og den inkorporerede bevægelseskulturelle
forskellighed inden for samme aldersklasse.
3. Se www.uvm.dk
66
FORSKELLIGHEDEN SOM ET DIDAKTISK
GRUNDFÆNOMEN
Forskelligheden udspringer ikke kun af et genetisk
betinget udviklingstempo, men i høj grad
også af forskellige interesser for leg og idræt.
Denne forskellighed er et grundlagsfænomen
for idrætsundervisningen i skolen, og det kræver
stor opmærksomhed over for det enkelte
barns tilgang til faget, og en god indfølingsevne,
hvis alle børn, og ikke kun de, der elsker idræt
i forvejen, skal motiveres til bevægelse, ikke
bare i idrætstimerne, men i det hele taget, i
deres hverdagsliv.
Det handler derfor ikke om mere effektivt at
bringe børnene på et færdighedsmæssigt ensartet
niveau, men at kunne motivere og støtte det
enkelte barns udvikling af kompetencer, bl.a.
ved at stille krav i forhold til dets personlige
potentiale og de målsætninger, der aftales for
fællesskabet.
IAGTTAGELSE – EN HJÆLP TIL FORSTÅELSE
Iagttagelser af børn i idrætsundervisningen kan
tydeliggøre, hvad børnene magter på et givet
tidspunkt, og kan hjælpe læreren i sit pædagogiske
dannelsesprojekt. Det er let at finde
eksempler på forløb, der ikke rammer børnene
der, hvor de befinder sig udviklings- eller
interessemæssigt, men lige så let er det at
begrunde, hvorfor det er et vanskeligt arbejde,
som ikke altid kan løses med pædagogiske midler
alene. I det følgende beskrives kortfattet nogle
typiske situationer fra idrætsundervisningen,
som belyser nogle af de problematikker, som
kan have indflydelse på, om børn bliver motiverede
versus demotiverede i forhold til at deltage
i idræt.