BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Spørgsmålet om at gøre noget målrettet for at
uddanne flere voksne til at tage sig af særlige
målgrupper gælder således også idrætsforeningernes
voksne. DIF har besluttet at tilbyde træneruddannelser
på de fire niveauer beskrevet af
ENSSEE (European Network of Sports Science
Education and Employment) og tilbyder i dag
allerede uddannelser på de to øverste niveauer.
Det næstøverste niveau, som er DIFs Diplomtræneruddannelse
indeholder både generel
idrætsteori og specialforbundsundervisning. Det
faglige niveau er på linje med og på nogle områder
lidt over et linjefag i idræt på seminariet
(med flere timer). Denne uddannelse kan DIF
og specialforbundene sammen med eksterne faglige
eksperter udvikle med henblik på at kunne
uddanne trænere i foreninger til at tage sig af
særlige målgrupper. Specialforbundenes bidrag
vil i denne forbindelse kunne tage afsæt i de
særlige uddannelser, de tilbyder inden for
motionsområdet med f.eks. børn og ældre som
målgrupper. I lyset af befolkningsudviklingen
vil DIF således videre overveje at udvikle sit
uddannelsessystem, så det i tilstrækkeligt omfang
styrker de sundhedspolitiske målsætninger.
Men DIF og forbundene kan ikke påtage sig
denne samfundsopgave på egen hånd – det skal
gøres i samarbejde med det offentlige og andre
relevante samarbejdspartnere.
DIFs erfaringer er, at for at tilskynde foreninger
til at gøre en ekstra indsats, skal staten, amtet
eller kommunen finde nogle “gulerødder” frem.
Det kan være en forbedring af de fysiske rammer
for foreningen, eller det kan være et tilskud
til uddannelse af ledere og trænere (f.eks.
med henblik på at kunne udnytte den omtalte
§3, stk.3) eller noget helt tredje, som kommunen
aftaler med foreningerne ud over de muligheder,
folkeoplysningsloven i dag rummer.
DIF mener, at regeringen bør gå forrest og vise
sin vilje til sundhedsfremme. DIF skal her foreslå,
at kulturministeren (evt. i samarbejde med
andre relevante ministre) afsætter centrale støttemidler
til lokale initiativer. Disse midler kan
netop målrettes foreninger, der gør noget ekstra
for at tiltrække målgrupper med særlige problemer.
DIF kan så efter aftale med Kulturministeriet
tilbyde ovennævnte uddannelse til tilskudsmodtagerne.
Det kan dermed gøres til en
123
forudsætning at gennemføre uddannelsesforløbet
for at sikre kvalitet og projektsucces.
DIFs visioner om mere og bedre bevægelse i
hverdagen og i foreningerne er således langt
hen ad vejen et oplæg til regeringen og kommunerne.
Det er regeringens afgørelse, om der
skal flere idrætstimer ind i uddannelsessystemet,
ligesom det er et regeringsinitiativ, der
skal til for at motivere arbejdsgiverne økonomisk
til en aktiv sundhedspolitik. Ligeledes er
det kulturministerens ansvar at afsætte puljemidler
til lokale initiativer for særlige målgrupper.
Tilsvarende er det kommunerne, der har muligheden
for at udnytte visiteringsmuligheden på
idrætsområdet og for at tilskynde til uddannelse
af kompetente voksne i det kommunale system
til at håndtere opgaven. Det er også kommunerne,
der skal styrke planlægningen af sikre,
korte stisystemer, flerfunktionelle deleanlæg,
fysisk indbydende hverdagsrammer og forskellige
former for støtte til de foreninger, der vil
gøre en særlig indsats.
Det er til gengæld foreningerne selv, der skal
melde sig på banen som mulige samarbejdspartnere
for institutioner, skoler, arbejdspladser og
kommuner. DIF har nedsat en arbejdsgruppe
med sundhed som indsatsområde og vil følge
parternes arbejde tæt, være behjælpelig med at
bringe forskellige parter sammen og samle op
på de erfaringer, der allerede er gjort, og som
forhåbentlig vil blive gjort i meget større målestok.
Med en optimering af foreningernes rammebetingelser
kan DIF også være med til at
udvikle nye tilbud i forlængelse af de store
samfundsmæssige opgaver, f.eks. aktivering af
sundhedsmæssigt marginaliserede grupper. DIFs
velkendte målsætning om idræt for alle får således
nyt liv, når DIF samarbejder med offentlige
og private partnere om at øge livskvaliteten for
befolkningen.