BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

BILLEDE 2
En elev begynder sit højskoleophold med et
voldsomt temperament og dertil hørende sprogbrug.
Samtidig signaleres vagtsomhed og tit
voldsom modstand mod “autoriteterne”, således
som lærerne opfattes. Eleven har store vanskeligheder
med det, de fleste opfatter som
almindelige omgangsformer. Bagude ligger et
særdeles kompliceret familieforhold med forældre,
som er indvandret til Danmark for 25 år
siden, men aldrig rigtig er faldet til i den danske
kultur. Tilværelsen på skolen er på vippen.
Eleven beslutter at satse alt på højskolen. Gradvist
opnås en fortrolighed, der giver plads til at
lære at reflektere over sin egen fremtoning og
handlinger. Efter fire måneder forlænges opholdet
med yderligere et par måneder. Eleven bruger
sin vundne indsigt til at komme helt anderledes
positivt fra start med et hold nye kammerater.
Kort tid efter bortvises eleven på grund af
regelbrud.
Det er således ikke kun solstrålehistorier, som
der ellers kunne fortælles mange af, når man
kigger tilbage på et hold elever. Fælles for de
to elever her er imidlertid, at de gennemgik en
stor personlig udvikling i løbet af deres højskoleophold.
Begge billeder rammer ned midt i det, som har
været kernen i højskolernes lange historie.
Højskolerne havde fra starten et pædagogisk
udgangspunkt i et opgør med 1800 tallets latinskolers
meningsløse terperi og samfundets klassedeling.
Højskolerne skulle møde eleverne “i
øjenhøjde”, et fortærsket udtryk, der bedst kan
omskrives ved, at lærerne skulle tale elevernes
sprog uden at tale dem efter munden, lære fra
sig uden at være belærende. Det krævede en
pædagogisk form, hvor elevernes viden og erfaringer
kunne inddrages i undervisningen som
vigtigere end støvede bøgers indhold. Man afviste
støvede bøger, men man afviste absolut
ikke viden. Skolerne bidrog som bekendt til at
højne den landbrugs- og mejerifaglige viden,
145
samtidig med at den kropslige dimension holdt
sit indtog ved siden af den faglige. De fleste
højskoler havde – længe før de såkaldte delingsføreruddannelser
i gymnastik på gymnastik- og
idrætshøjskoler – kropslige aktiviteter som gymnastik,
boldspil, skydning og dans på programmet
som vigtige dele af hverdagen.
Højskolerne formidlede desuden med stor styrke
historie og fortællinger, der var med til at danne
elevernes opfattelse af at være betydningsfulde
mennesker i et betydningsfuldt projekt: dannelsen
af et nationalt bevidst og demokratisk folk.
Den historie og de mytefortællinger har aftaget
i styrke lige siden de første skolers start, men
stærkest er ændringerne sket efter 2. verdenskrigs
åbninger mod en ny, stor international
verden, det vi i dag beskriver som globalisering.
Trods mange forsøg i 1970’erne på at se lærere
og elever som ligestillede, er der i dag ingen
tvivl om, hvem der er lærer og hvem der er
elev. I højskolerne har vi den grundlæggende
opfattelse, at lærere og elever er lige værdige.
Dermed er der basis for det, der hos Grundtvig
hedder en oplysende og oplivende samtale i
øjenhøjde. Det der foregår på højskolerne er en
vidensdeling af stort format, og en læring der
går på tværs af faggrænser og forestillinger om,
“hvad man kan”.
Folkeoplysning er oftest den betegnelse, der
bruges til at skelne mellem dannelse og uddannelse.
I idrætshøjskolerne har folkeoplysningens sigte
altid været rettet mod eksistentielle spørgsmål
som: individ og fællesskab, historie og fremtid,
aktivt medborgerskab (for nu at bruge et af
tidens udtryk). Indholdet af disse begreber og
især deres indbyrdes relationer er ikke det samme
i dag som for 150 år siden, men undervisning
og samtaler mellem lærere og elever og
mellem eleverne indbyrdes om disse spørgsmål
sigter stadig – i dag som dengang – mod dannelse.