BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

På trods af disse forbehold over for modellen,
vil jeg benytte den til at illustrere udviklingen i
idrættens organisering. Desværre findes der
ikke undersøgelser af idrættens organisering for
40–50 år siden, men på baggrund af den viden,
vi har, kan vi alligevel tegne et billede af udviklingen
(figur 15). For omkring 50 år siden dyrkede
unge og voksne næsten udelukkende idræt
i foreninger. I 1950’erne eksisterede der ingen
kommunale tilbud om idræt, der eksisterede kun
få kommercielle tilbud til voksne i gymnastik
og dans, og det var først fra slutningen af
1960’erne, at jogging, motionscykling og andre
selvorganiserede motionsformer begyndte at
vinde indpas. En helt anden sag er, at mange på
dette tidspunkt fik motion og fysisk træning
ved deres arbejde og under transport, men det
ser vi bort fra i denne sammenhæng. I dag dyrker
hovedparten af de idrætsaktive voksne bl.a.
idræt “på egen hånd”, dvs. alene eller i selvorganiserede
grupper, og hver femte benytter
kommercielle idrætstilbud. Men selvom selvorganiseret
og kommercielt organiseret idræt er
vokset stærkt, og andelen af de idrætsaktive
voksne, der dyrker idræt i en idrætsforening,
er faldet, er andelen af den voksne befolkning,
FIGUR 15
Ændringer i organisationsmønstret i voksen-idrætten.
Den
kommercielle
sektor
104
Den
offentlige
sektor
1950’erne
der dyrker idræt i en idrætsforening, alligevel
vokset. Det skyldes, at idrætsforeningerne også
har fået glæde af den stærke vækst i idrætsdeltagelsen,
men væksten har været større under
andre organiseringsformer.
Det interessante er, at udviklingen efter alt at
dømme er forskellig for voksne og børn (figur
16). Svenske undersøgelser viser, at børn dyrker
meget mindre spontan, egenorganiseret idræt,
end de gjorde tidligere (Engström 1989). Vi ved
endvidere, at i 1950’erne gik tre ud af fire børn
på et tidspunkt i deres barndom til dans, som
foregik i private, kommercielle danseskoler
(Ibsen 1994). Endelig er den foreningsorganiserede
børneidræt vokset meget stærkt. Det var
først i 1960’erne, at foreningerne for alvor
åbnede dørene for de yngre børn. Nedenstående
figur illustrerer udviklingen for børnene.
Disse ændringer i idrættens organisering kan
tilskrives et kompliceret samspil mellem en
række faktorer, hvoraf jeg her vil pege på tre.
1990’erne
Den
uformelle
sektor