BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

4. Endelig er samarbejdet i flere projekter
blevet mere formaliseret ved dannelsen af en
forening for de institutioner og foreninger,
der deltager i samarbejdet. Det gælder fx
flere projekter for socialt udsatte grupper.
Under projektet Bare fødder på asfalt, der
foregår på Idrætsfabrikken på Vesterbro i
København, er der dannet to institutionsidrætsforeninger
(Anderson 2002). Den ene
er en forening for idræt for narkomaner på
afvænning, som består af elleve institutioner
fra forskellige områder af Storkøbenhavn,
som hver betaler kr. 4.000 om året i kontingent.
Denne foreningstype har nogle
år været under udvikling på Vesterbro.
På initiativ fra Studenter Settlementets
Boldklub er der bl.a. dannet en børnhaveidrætsklub,
en fritidshjemsidrætsklub og
en fritidsklubsidrætsklub. Den grundlæggende
idé med institutionsidrætsforeninger
er at skabe nye idrætsmuligheder, dér hvor
mennesker findes, og gennem idrætsaktiviteter
i institutionsregi at skabe kendskab
til og interesse for traditionel foreningsdannelse
og etablerede idrætsforeninger.
De mange forskellige projekter tegner konturerne
af en anden – eller supplerende – måde at organisere
idræt på i sammenligning med den traditionelle
idrætsforening. Der er tale om “netværk”
og “flydende organisering”, hvor strukturen
undertiden kan være vanskelig at identificere,
men hvor de eksterne relationer er af mindst
lige så stor betydning som de interne. Det
karakteriserer endvidere denne organiseringsform,
at der er tale om et tættere samarbejde
mellem det offentlige og det frivillige, hvor
ingen af parterne dominerer, som vi fx ofte
møder det i samarbejdet mellem den kommunale
socialforvaltning og frivillige sociale foreninger
(hvor kommunen ofte dominerer) eller i samarbejdet
mellem den kommunale kulturforvaltning
og idrætsforeningerne (hvor idrætsforeningerne
dominerer). Men der er tale om en tydelig
arbejdsdeling. Det offentlige finansierer og
delvis kontrollerer, hvad pengene bruges til,
mens foreningerne står for aktiviteterne og de
konkrete projekter (Bundesen, Henriksen og
Jørgensen 2001).
108
HVORFOR NYE ORGANISERINGSFORMER?
Hvad kan forklare den meget tydelige tendens
til samarbejde og netværk på tværs af foreninger
og institutioner i de mange forsøgs- og udviklingsprojekter,
som Idrætspolitisk Idéprogram
har støttet? En mulig forklaring er selvfølgelig,
at det har været et krav fra IPIP – bl.a. i bestræbelsen
på at sikre lokal medfinansiering og forankring
på længere sigt – eller at signalerne om
partnerskab og samarbejde har været så tydelige,
at ansøgerne har indrettet sig derefter i håbet
om at få støtte. Evalueringen af programmet kan
dog ikke bekræfte, at det er den væsentligste
årsag til netværksorganiseringen.
En anden nok så væsentlig forklaring er, at lovgivning
og eksisterende institutioner (i bred forstand)
i dag sætter en række grænser for, hvad
man kan gøre og få støtte til. Derfor vil et
sådant forsøgsprogram, der ikke har opstillet
sådanne grænser, selvfølgelig tiltrække de, som
søger at gennemføre ideer og aktiviteter, der går
på tværs af de etablerede institutionelle grænser.
En tredje forklaring er, at der ganske enkelt er
tale om en ny måde at organisere sig på i det
moderne samfund, hvor organisering i lige så
høj grad handler om relationer og samarbejde
mellem organisationer og institutioner som om
intern organisering. Netværk er blevet en institutionaliseret
norm for organiseringen af mange
opgaver i det moderne samfund. En undersøgelse
af lokale udviklingsgrupper og -projekter i
Sverige finder det samme. Til forskel fra tidligere,
hvor stærke værdier og ideologier (og dermed
også konflikter og stærke modsætninger)
og vertikale relationer spillede en central rolle
for samfundets organisering, indretter vi os i
dag i meget højere grad efter konsensusløsninger
og horisontale netværk (Herlitz 2000).