BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

“Sundhed skabes i et sammenspil mellem den
enkelte, familien, og de små og store netværk og
fællesskaber, som den enkelte indgår i (…)
Folkesundhedsarbejdet kan bedst udbygges og
udbredes ved, at vi vedkender os vores ansvar
og handler herudfra (…). I fællesskaberne er vi
med til at skabe hinandens liv. Fællesskaberne –
eller de små og store netværk – er med til at
danne og forandre vores normer. Også når det
gælder vores sundhedsadfærd – og det både i
positiv og negativ retning (…). Den frivillige verden
spiller en stor rolle i Danmark. For sundheden
er det derfor vigtigt, at “foreningsdanmark”
sammen med daginstitutioner, skoler, arbejdspladser
m.v. påtager sig et medansvar for sundheden.Ved
at tænke sundheden ind i deres aktiviteter
og opgaver. Det sker allerede. Men der er
næppe tvivl om, at der her kan være endnu
mere at bidrage med (…). Regeringen opfordrer
alle – og især den organiserede del af de lokale
fællesskaber – til at tage de fælles udfordringer op”
(Regeringen: Sundhed hele livet – de nationale
mål og strategier for folkesundheden 2002-10.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2002.
Som disse citater fra programmet viser, er der
mange opfordringer og meget “moral” i programmet
og meget lidt konkret om, hvordan
man vil opnå det. Ingen kan være uenige i, at vi
hver for sig og sammen har ansvaret for hinanden
og derunder også for sundheden. Men forventningerne
til fællesskaberne – og især “…
den organiserede del af de lokale fællesskaber”
– derunder ikke mindst foreningerne – bygger
på nogle ideale forestillinger om disses karakter
og fortræffelighed uden skelen til, hvordan foreningerne
– og fællesskaberne – reelt fungerer i
dag. Det er en af de få forskelle mellem det
danske folkesundhedsprogram Sund hele livet og
den tilsvarende Stortingsmelding for Folkehelsepolitikken
i Norge: Resept for et sunnere Norge.
Mens idrætsforeningerne nævnes flere gange
som en vigtig aktør i det danske folkesundhedsprogram,
er de overhovedet ikke nævnt i forslagene
til, hvordan den fysiske aktivitet kan
fremmes, i det norske program (Det Kongelige
Helsedepartement 2002-2003).
111
Foreninger og frivillige organisationer har de
seneste år oplevet en meget stor goodwill og
bevågenhed fra såvel den offentlige sektor som
de forskellige politiske afskygninger. De seneste
eksempler derpå er vedtagelsen af Charter for
samspillet mellem det frivillige Danmark/
Foreningsdanmark og det offentlige, kulturministerens
nedsættelse af det såkaldte Tæskehold til
at afdække barriererne mod foreningslivet og
foreningernes fritagelse for at betale moms.
Samtidig viser flere undersøgelser, at der bliver
stadig flere foreninger, og antallet af frivillige
vokser også (Ibsen 2001; Koch-Nielsen og
Clausen 2002). Men i takt med den øgede
opmærksomhed og velvilje over for foreningslivet
og frivilligheden vokser forventningerne
også dertil: Fx at fremme integration af indvandrere
og udstødte grupper i samfundet, deltage
i løsningen af sociale problemer, styrke demokratiet
og lokalsamfundet og fremme folkesundheden.
Regeringens sundhedsprogram gør det dog ikke
klart, hvordan man forestiller sig, at foreningerne
og de lokale fællesskaber kan medvirke til
en styrkelse af folkesundheden. Denne artikel
er et forsøg på at tage denne diskussion op. For
forenklingens skyld kan man skelne mellem to
måder, foreningslivet kan bidrage til folkesundheden.
Dels i form af særlige foreninger for
sundhedsfremme, dels ved at foreninger i
almindelighed fremmer sundheden ved den
måde, de fungerer på, eller ved særlige aktiviteter
og tilbud.
FORENINGER FOR SUNDHED!
Historisk finder vi mange organisationer og
bevægelser for sundhedsfremme – som regel
uadskillelig fra diverse socialpolitiske mål. Fx
Julemærkehjemmet, der blev oprettet i begyndelsen
af 1900-tallet for at give udsatte børn
sul på siderne; Nationalforeningen til tuberkolosens
bekæmpelse; Afholdsbevægelsen, hvis storhedstid
var fra 1870’erne til 1930’erne; Den
Almindelige Danske Lægeforenings Cancerkomité,
dannet i 1904, som blev efterfulgt af Kræftens
Bekæmpelse i 1928; Spejdernes og Væbnernes
Frivillige Bloddonorkorps, dannet i 1932, der