BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Få har, som den børnehave jeg beskriver i denne
artikel, taget skridtet fuldt ud: idræt to timer
pr. dag 4-5 gange om ugen.
Umiddelbart synes det – for idrætsentusiaster –
at være en glimrende ide. Tænk, hvis vi kunne
gøre idrætten til en daglig sikker gevinst for
alle frem for den noget usikre sidegevinst, som
kun nogle børn får i deres “frie leg”? Med et
andet sæt briller på synes ideen at være problematisk:
børnehaven har tradition for at være
legens rum. Den leg, som børn selv initierer
– og som vi ved – trods sin unyttige karakter –
er så nødvendig for børns udvikling.
Jeg ønsker at lade eksempler på idrætspraksis fra
en idrætsbørnehave være oplæg til en diskussion
af, hvorvidt idræt i børnehaven er et fremtidigt
satsningsområde i kampen mod fedme og
knogleskørhed.
OM PRAKSIS
Praksiseksemplerne er fra en idrætsbørnehave
med 20 børn på mellem 3 og 5 år, der dagligt
har idrætsaktiviteter i en stor idrætshal, beliggende
kun få meter fra børnehaven.
Underviserne er børnehavens pædagoger, der
alle har idrætslig erfaring.
1. situation: at lege med hinanden
Når børnene entrer hallen, er deres opmærksomhed
vendt udad mod rummets vidder, samtidig
er de rettet mod hinanden. De voksne har
trukket sig tilbage. Den, der er ansvarlig for
praksis i dag, er ved at tage redskaber frem. Der
er båndoptager, kegler, sorte plastiksække og
ærteposer.
Børnenes bevægelser, deres aktiviteter og relationer
forandrer den store hal til en række
scenarier: Thomas og Andreas, to af de små
drenge, løber af sted, Andreas efter Thomas.
Andreas løber i susende fart, mens han kigger
på sine fødder, som om han tænker “se, hvor
hurtige de er”. Optaget af sine fødder løber han
i en anden retning end Thomas; da han kigger
op, er Thomas væk. Andreas får øje på ham helt
nede i det fjerneste hjørne og genoptager forfølgelsen.
Tre piger står midt på det store gulv.
59
Ingen andre børn er i nærheden, kun de tre. De
skaber et lille rum i det store. Hopper frem og
tilbage og til siden. En gruppe på fem har samlet
sig nede i den ende af hallen. De kaster ærteposer
højt op i luften, strækker arme og krop i
kastet, løber i fuld fart af sted efter poserne og
kaster sig i glidende bevægelse på knæ eller
mave efter posen. Tre piger kommer slæbende
på Mads. Mads er åbenbart “død” og skal hen i
et hjørne. Efter Mads og “ bærerne” kommer et
følge af børn. De vil også være døde og slæbes.
Kommentar: Børnene udfolder sig ved løbeture
i den store hal, ved at hoppe på få m2, ved at
bruge luftrummet eller ved at bruge gulvet som
glidebane. I den åbne organiseringsform er der
tid og rum til at følge sine indskydelser, til at
lade rummet og de andre bestemme bevægelsen
og opmærksomheden. Relationer etableres og
opløses på kryds og tværs af børnegruppen. Der
er ikke kun tid til bevægelse, men også til at
tøve og falde i staver.
2. situation: Kongens efterfølger
Pædagogen siger: “Vi skal ha’ 4 mand høj her
og her og her og her”. “Så, nu skal I finde én,
I vil stå bag ved”. “Hvad skal vi ?” Pædagogerne
flytter børnene ind på rækkerne. “Lige nu skal
I lege, “de der er forrest bestemmer”. Når I bevæger
jer, er det den forreste, der bestemmer, og
den, der er forrest, skal sørge for, at de andre er
med”. Da alle har fået en plads, er der begyndt at
opstå uro i de rækker, der først fandt deres
form. Den voksne siger shhhhh, og forklarer
igen: Den forreste skal finde på – men samtidig
sørge for at de andre er med. En af pædagogerne
tænder for musikken. Børnene bevæger sig. De
forreste børn går pænt af sted, fødderne sættes
forsigtigt i, og de kigger over skulderen: Er alle
“med”? Efterhånden glemmer de dem bagved, og
bevægelserne bliver mere frie. Asbjørn finder
på mange spændende bevægelser: op og ned,
dreje rundt, glide på knæene. Der opstår et
stort hul ned til de andre. En af de voksne får
øje på Asbjørn: “ASBJØRN”. Han fortsætter
imidlertid. “ASBJØRN, KIG PÅ DE ANDRE”.
Det er svært at holde øje med de andre bagved,
når det går så godt med at finde på gode bevægelser.
“SIDSTE CHANCE, ASBJØRN”.