BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

I takt med at uddannelse på alle niveauer gradvist
blev en statslig opgave gled den ud af højskolernes
kerneydelse, mens dannelsen blev tilbage
som det helt centrale element i højskolernes
målsætning. Ikke forstået således, at der ikke er
faglighed på højskolerne i dag. Der er masser
af faglighed, men hvor resten af uddannelsessystemet
lægger vægt på den formelle indlæring,
hvis resultat kan aflæses på eksamenspapiret,
har vi holdt fast i den eksamensfrie form i
forbindelse med den faglige læring.
Det er vigtigt at understrege, at vi på idrætshøjskolerne
ikke underviser i fag – men med fag.
Fagene er med andre ord et mødested for samtale,
refleksion og handling, og det er i vekselvirkningen
mellem ånd og handling, mellem
teori og praksis tillagt kritisk refleksion, at
læring opstår. Denne vekselvirkning er central
i god højskolepædagogik. Enhver, der har brugt
tid på at lege, danse, springe, spille bold eller
svømme, eller kæmpet judo etc. har oplevet, at
kroppen, sansningen, erfaringen og det personlige
møde i og omkring aktiviteten er lige så
vidensskabende som formel indlæring og videnskab.
Viden er ikke kun gemt i bøger og computere,
men i lige så høj grad i kroppen, i sanserne
og i det personlige møde. Den tavse viden,
det ikke-sproglige, det poetiske og de kulturelle
aspekter bidrager alle til at udvikle det enkelte
menneske – i dag mere end nogensinde før.
På en idrætshøjskole er der tre dannelsesrum,
der både er autonome og vævet sammen:
• Det formelle rum – hvor formidling af og
undervisning i færdigheder og kundskaber
foregår.
• Det forpligtende rum – hvor opfyldelsen af
højskolens værdier, fællesmøder, skolemødet,
køkkentjansen og rengøringen er klart udstukne
opgaver.
146
• Det frie rum – hvor selvforvaltningen er i
højsædet dvs. den tid og de steder, der er
afsat til elevernes dispositioner. Det er f.eks.
i bofællesskabet, i benyttelse af skolens faciliteter
eller samværet i weekender og ved
fester. Det er på den baggrund at faglig og
personlig udvikling bliver to sider af samme
sag i højskolelivet. Det handler om at skabe
et FÆLLESRUM, hvor den enkelte elev tør
“sætte sig selv på spil” – engagere sig såvel
intellektuelt, kropsligt som følelsesmæssigt.
Det er samtidig vigtigt at forstå kunsten “at
være på”, “at give plads for andre” og “at
komme igen” efter skuffelser og nederlag.
HVORDAN KOMMER IDRÆTS-
HØJSKOLERNE PÅ BANEN I FORHOLD
TIL PROBLEMATIKKEN OM INAKTIVE
BØRN/UNGE I DAGENS DANMARK
Idrætshøjskolerne har årligt ca. 2.000 unge
mennesker på et længerevarende ophold, hvor
idrætten og leder-/instruktøruddannelse er et
væsentligt element. Det er imidlertid ikke alle
unge højskoleelever, der ser det som sit primære
mål at blive instruktører for aldersgruppen
børn/unge, men alle bliver konfronteret
med idrættens betydning som medspiller i de
unges fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Idrætshøjskolerne har forskellige tilgange til
emnet, men målet er det samme:
• at inspirere til en aktiv instruktør- og ledergerning
i det frivillige foreningsliv
• at give forståelse for de organisatoriske rammer
og idrætsmuligheder, der ligger uden for
det bestående foreningsliv
• at bidrage til forståelse for idrættens kvaliteter
og værdier
• at bevidstgøre om idrættens rolle som medspiller
i sundhedsudviklingen ved en livslang
idræt.