BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

De lange skoledage, video, elektroniske spil og
computere har stor tiltrækningskraft. Meget trafik
ved skoler og lignende har medført, at færre
og færre skoleelever får lov at cykle til og fra
skole. Også til øvrige fritidsaktiviteter og kammerater,
bliver de oftere i dag kørt af forældre.
Disse omstændigheder har medført begrebet
“ubrugte børn”. Flere og flere børn bærer præg
af, at de er for passive. Fedme, problemer med
holdningen, muskelsvaghed, knogleskørhed og
ringe hjerte- og lungekapacitet bliver i stigende
grad “hverdagsfænomener” helt ned i førskolealderen.
Leg og bevægelse bør derfor dominere de første
skoleår. Dette stiller naturligvis nogle krav til
både det fysiske undervisningsmiljø, til organiseringen
af skoledagen og ikke mindst til de
lærere og pædagoger, som beskæftiger sig med
disse børn. Det fysiske undervisningsmiljø bør
være udformet således, at det inspirerer til
bevægelse. Der er mange muligheder på dette
område, – også uden at det koster en umådelig
masse penge. Ofte kan man komme langt med
utraditionel tankegang og opbrydning af normer.
FOSTRET SANSER BEVÆGELSE
Allerede i fostertilstanden fornemmer fostret
bevægelse via de vestibulære og kinæstetiske
sanser. Det vil sige, at inden begyndelsen, er
oplevelsen af bevægelsen. Efter fødslen bruger
det nyfødte barn sin motorik til at gribe efter
genstande i dets umiddelbare nærhed. Senere
gør motorikken barnet mobil, hvorved sansning
og perception mangedobles.
Med motorikken som basis griber og begriber
barnet sin omverden. Med motorikken som
katalysator udvikler barnet et komplekst samspil
mellem perceptuelle og sproglige færdigheder.
Læsning og skrivning kan betragtes som
eksempler på en høj grad af kompleksitet i barnets
kombination af basale indlæringskanaler.
165
DET VESTIBULÆRE SYSTEM,
BEVÆGELSESSANSEN
Tidlig sensorisk integration – hjernens evne til
at organisere og tyde sensorisk stimuli – er især
afhængig af to af de grundlæggende sanser, nemlig
bevægesansen og berøringssansen.
Bevægelse opleves gennem det vestibulære system.
Ved hjælp af væske i det indre øre, som
bevæger sig, når barnet bevæger sig, sendes
informationer til hjernen gennem det vestibulære
system. Denne information fortæller barnet,
hvor dets krop er (op, ned, liggende på
maven, liggende på ryggen m.v.) og hvordan det
bevæger sig (langsomt, hurtigt, rundt, forover,
bagover m.v.).
Den kinæstetiske sans kaldes også for stillingssansen
eller muskel-led-sansen. Den hjælper
børn til at udvikle præcise bevægelser og kropsbevidsthed.
Den udvikles senere end de to
andre, primitive sanser, følesansen og labyrintsansen,
og dette betyder, at er der problemer
med en af disse tidligere udviklede sanser, vil
den kinæstetiske sans halte. Dette kan bevirke,
at barnet bliver klodset.
Den kinæstetiske sans, labyrintsansen og følesansen
danner sammen med vores syn grundlaget
for balancen og dermed for al bevægelse.
Det er afgørende for børns motoriske udvikling,
at de tre sanser fungerer godt.
Stillingssansens sanseorgan består af nogle små
“følere”, som sidder i alle muskler, sener og led
i hele kroppen. Disse fortæller hjernen, hvordan
kroppens stilling er. Kan man mærke, hvor
ens krop er, kan man også bedre udføre præcise
bevægelser. Sansen hjælper også med til, at barnet
udvikler sin rum-retningsfornemmelse og
bevidstheden om, at kroppen har to sider, højrevenstre-fornemmelsen.
Desuden virker stillingssansen
stabiliserende på kroppens muskelspænding.
Har man lav spænding, bliver kroppen
“slasket” og ofte også hypermobil. Er der for
høj spænding, er kroppen spændt unødigt.
Problemer med den kinæstetiske sans/stillingssansen
afhjælpes med at stimulere alle tre sanser,
primært grundlaget, som er labyrint- og
følesanserne. Stillingssansen stimuleres hver
eneste gang, barnet selv laver en aktiv bevægelse.