BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Kommentar: De voksne stiller en opgave, der
både har et bevægelsesmæssigt fokus: at finde
på en bevægelse, og et relationelt fokus: sørge
for at de andre er med. I princippet har børnene
en opgave, som de er fri til selv at fylde med
bevægelse. Reelt er de bundet af kravet om ikke
at skabe afstand til de andre. Den bevægelsesmæssige
energi falder. Rummet kan ikke udforskes
frit. Tanken binder handlingen. De voksne
skælder ud.
3. situation: sangleg
En af pædagogerne kalder sammen. “Shhh,
shhh, shh, shhh”, siger de voksne. Børnene har
lige haft en lille pause og skal samles igen. “Vi
skal være stille. Kan I huske, vi var ude at sejle
engang?” Nogen børn nikker. “Kan du huske,
hvordan man sejler skibet, Søren?”. Søren er
stille længe. Så siger han “Jeg kan ikke huske
det”. Pædagogen viser, hvordan man sidder med
benene og vugger. Og alle børnene gør det efter
på deres måde. “Det kan også være, man skal ro”.
Pædagogen viser, og alle børnene roer og trækker
sig fremad på numsen. Thomas vælter: “Jeg
havde ingen redningsvest på”. Han kommer på
ret køl igen: “Jeg faldt i vandet”. Pædagogen
sætter musik på: Ude på det lille hav
sejler der et lille skib.
“Først ssssssejler vi af sted” siger pædagogen
og vipper fra side til side.
Musikken spiller:
Ude på det store hav sejler der et lille skib
Hvor skal det hen?
Hvor skal det hen?
Det skal til Kina
Kommentar: Børn og voksne udgør en halvcirkel.
Der er ingen krav til cirklens form og til den
enkeltes placering. Rummet skaber en intimitet,
samtidig med at børnene kan vende sig mod
hinanden, fjolle lidt og gøre bevægelserne til
deres egne – uden at forstyrre. Refræn og vers
skaber en enkel og cyklisk struktur, der giver
tid og rum til, at børnene kan fokusere og være
opmærksomme på sig selv og de andre børn. De
voksne kan træde tilbage og bruge kræfterne på
at inspirere til bevægelse og gode relationer.
Musikken “guider” børnene, uden at tage deres
egne bevægelser fra dem.
60
REFLEKSION OVER PRAKSIS
Analyserne af den faktiske praksis kaster lys
over nogle centrale forhold: Et af disse vedrører
børns opmærksomhed. Opmærksomhed ikke er
et spørgsmål om at være pæn og velopdragen og
høre efter, hvad de voksne siger. Alle børnene
er synligt motiverede til deltagelse. De er rettede
mod de voksne og deres beskeder, hver
gang de voksne påkalder sig opmærksomhed.
Men børnene magter ikke at fastholde den. Når
opmærksomheden skal rettes mod på flere ting
på én gang, holder børnene op med at bevæge
sig. Energien bliver diffus. Nogle falder tilbage
på hælene og får et tomt, fraværende udtryk i
øjnene. Andre orienterer sig mod de nærmeste
børn. Der opstår uro. De voksne forstyrres og
begynder at skælde ud. Børnene får at vide, de
skal opføre sig ordentligt. Alt i alt er der tale
om en opprioritering af tid og rum til at træne
evnen til at fastholde fokus på underviserens
organiseringsmæssige bestræbelser og en nedprioritering
af de motoriske og idrætslige udfoldelser
I de egenorganiserede aktiviteter har børnene
tid og rum til at orientere sig mod – og lade sig
inspirere bevægelsesmæssigt af – både hinanden
og de voksne. Også de voksne får bedre betingelser
for at “se hvad der sker”; både bevægelsesmæssigt
og relationelt, hvilket udtrykkes i
afstemte og opmuntrende kommentarer til børnene.
Organisering i sig selv hindrer ikke arbejdet
med de faglige kvalifikationer. Sanglegen er
et eksempel på, at struktur – her skabt af
musikken – skaber ro og kreativitet.
Analysen aktualiserer et behov for at genoptage
en række af “de gamle” diskussioner om børn
og idræt.