BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Når barnet rejser sig op, ændrer alt dette sig.
I gang bliver kroppens længdeakse retvinklet i
forhold til bevægelsesretningen. Barnet normaliserer
bogstavelig talt sig selv, idet ‘normalis’
betyder ‘lavet efter vinkelmål, vinkelret’.
Således bliver vi oprejste væsener nu konfronteret
med tingene, som derved bliver til genstande
på afstand. Det fjerne bliver betydningsfuldt,
samtidig med kontakten med de nære ting mistes.
Hænderne tjener ikke længere bevægelsesformål,
men kan bruges til at berøre, forarbejde
og bære ting og sager, håndtere redskaber og
kommunikere med. Den højre hånd antager
som regel forrang (Hertz, 1909). Samtidig indebærer
disse funktionelle ændringer en mere
indviklet beskaffenhed af hjernestrukturen. I
den oprejste holdning finder vi også os selv
ansigt til ansigt med hinanden, på afstand af
vore medmennesker – vertikaler, som ikke uden
videre mødes. Derfor udtrykker den strikte
oprejste holdning utilgængelighed, beslutsomhed,
ubøjelighed eller dominans. Det er først
inklinationen til dans, som (igen) bringer os
nærmere hinanden. Inklination betyder bogstaveligt
talt at bøje af fra den strenge vertikal.
Sansesystemer: Med den oprejste holdning aftager
lugtesansen i betydning; synet – fjernsansen
par excellence – bliver den primære (Jonas,
1954). Vi bliver i stand til at se langt forud fra,
hvor vi for nærværende er placeret. Udsynet
skænker forudseenhed og giver mulighed for
planlægning. Lugtemekanismer skrumper ind og
dominerer ikke længere ansigtsstrukturen.
Eftersom vores hænder er blevet frigjorte til at
gribe og fange på mere kyndig vis, bliver vores
mund frigjort til andre formål. Således transformerer
den oprejste holdning kæbestrukturen
(sammen med nye kostvaner), i og med behovet
for en massiv muskulatur og den skeletinfrastruktur,
den fordrer, mindskes. Det tillader
udviklingen af de mere underfundige fonetiske
muskler. Transformationen af ansigtsstrukturen
koordineres med udvidelsen og reformeringen
af hjernestrukturen og nervesystemet. Sammen
med sprog og en større, mere udviklet hjernebark
opstår den rationalitet, som gør os menneskelige,
og som tillader os at undfange og tale
om vores egen sjæl – som kroppens form.
53
Bevægelse og udtryk: Har mennesket først lært
at stå, er det parat til at gå. Den vaklende ligevægt,
som er opnået i stående stilling, må risikeres
på ny. Vi er mere fleksible og kan i højere
grad variere vore bevægelser end de firbenede
dyr, fordi vort tyngdepunkt er højere, men
samtidigt øger det ustabiliteten og faren for at
falde. Når vi sætter det ene ben foran det andet,
bringer vi os fra en aldrig stabil ligevægt til en
endnu mindre stabil balance. Vi må derfor
finde et holdepunkt, en rytme, inden i os selv,
hvis vi skal bevæge os forholdsvis afbalanceret.
Det er bevægelse på kredit. Tillid og frygtsomhed,
opstemthed og depression, stabilitet og
sikkerhed – alt udtrykkes i gang og bevægelse i
det hele taget (Straus, 1952).
I bevægelse overskrides kroppen essentielle
fysiske form og figur, men ikke uden modstandsdygtighed
og selvhævdelse, hvad enten
der er tale om hverdagsbevægelser eller koreograferede
bevægelser. At skride til bevægelse af
kroppen ad de forskellige akser (venstre/højre,
frem/tilbage, op/ned) er altså andet og mere end
at opfatte og udmåle kroppen som en organisk,
harmonisk enhed set udefra eller ovenfra. I det
første tilfælde lægges der mærke fra kroppen
selv, mens der er i det andet tilfælde lægges
mærke til kroppen som et æstetisk objekt. Lad
os derfor nu tage kroppens kinæstetiske sansning
nærmere i betragtning.
KINÆSTETISK SANSNING
Den objektive tanke, der ubemærket er udgangspunkt
for al tankevirksomhed, kan ikke få fat i
sansernes enhed i bevægelse. Kroppen unddrager
sig dermed den fulde objektivering (Gadamer,
1986). Hvad der bevarer den enhed af det ydre
og det indre, som muliggør bevægelse af kroppen,
er derimod den kinæstetiske eller proprioceptive
sans. Det er altså netop ved bevægelse
vi kan bevare os vel.