BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

mere motionsvenlige transportveje (og cykel –
parkering!) vil bringe kommunen nærmere såvel
de sundhedsmæssige, som de miljømæssige mål.
Ligeledes bør fritidsfaciliteterne placeres i gåog
cykleafstand fra boligområderne – ideelt set
kan fritidsfaciliteter også deles, så skoler og
institutioner benytter dem i dagtimerne og foreninger
benytter dem i aftentimerne. Tillægsgevinsten
ved korte, sikre transportveje er, at
forældrene ikke skal bruge tid på at køre børnene
– eller at “forældretiden” så kan bruges
på at gå eller cykle sammen med børnene. De
kommuner, der allerede har satset på omfattende
stisystemer, beretter om glade medborgere!
DIFs amtsudvalg har i en årrække bidraget med
oplæg og kommentarer til amternes regionplanrevisioner.
På kommunalt plan kan idrætssamvirkernes
rolle udvides med en tilsvarende funktion,
hvad angår kommune- og lokalplaner. De
fysiske omgivelser i institutioner, skoler, uddannelsessteder,
arbejdspladser og boligområder
skal indbyde til aktivitet. Et godt snevejr kan få
mange børn og voksne ud på bakkerne, man da
vejrguderne er meget egenrådige, må de fysiske
planlæggere – hjulpet af idrætten – træde til.
Og så alligevel – idrætsforeningerne
Idrætsforeningerne er ovenfor benævnt Mulighedernes
land – det er jo her, man rigtig kan slå
sig løs med fysisk aktivitet. Men det er de færreste,
der er i en overskudssituation, hvor det
daglige motionsbehov kan opfyldes via foreningsdeltagelse.
Langt de fleste aktive dyrker idræt
i en forening en eller to gange om ugen og får
som ovenfor nævnt også her dækket andre
behov end de rent fysiske. Op mod to millioner
danskere har selv fundet ind i en af landets
14.000 idrætsforeninger – og dem er DIF ikke
så bekymret for. Flere statistikker viser, at de,
der i forvejen er aktive, ofte også er dem, der
føler sig tilskyndet til at dyrke idræt på egen
hånd. Sammen med specialforbund og foreninger
udvikler DIF løbende kvaliteten og variationen
af tilbuddene til medlemmerne.
Hvad skal idrætsforeningernes rolle så være
i bestræbelsen på at få flere danskere til at
bevæge sig mere? Idrætsforeningerne kan først
122
og fremmest være samarbejdspartnere i de ovenfor
nævnte sammenhænge. Og dermed lever de
op til regeringens ønske om at indgå i kvalificerede
partnerskaber med nye spillere inden for
den forebyggende sundhedsindsats. De kan stille
med erfaringer og mandskab (i et selvdefineret,
frivilligt omfang), når institutioner, skoler
og arbejdspladser har brug for en hjælpende
hånd, og når kommunen skal have input og
ønsker til den fysiske planlægning. Idrætsforeningernes
frivillige ledere og trænere har i forvejen
mange opgaver i selve foreningen og kan
ikke pålægges yderligere opgaver af det offentlige,
specialforbundene eller DIF. Men i mange
foreninger findes der alligevel frivillige, der
brænder for at gøre en ekstra indsats for f.eks.
inaktive børn, ivrige ældre eller andre specielle
målgrupper. Og flere foreninger har i en årrække
haft sådanne tilbud eller er godt i gang med at
etablere projekter, der bl.a. arbejder med udvikling
af nye rekrutteringsformer. Det er det andet
aspekt, DIF forstår ved at kalde idrætsforeningerne
for Mulighedernes land.
Man kan sige, at dette indlæg handler om et
spektrum, hvor der i den ene ende befinder
sig de tvungne bevægelser – de bevægelser, vi
synes, skal indarbejdes i hverdagen – og i den
anden ende befinder sig Mulighedernes land –
der hvor der gøres noget ekstra, fordi frivillige
ildsjæle knokler løs med deres mission. Men
lige såvel som det kræver forudsætninger af de
voksne, der skal tage sig af visiterede børn i
skolesystemet, kræver det også forudsætninger
af idrættens ledere og trænere at tage imod særlige
målgrupper – især hvis det er målgrupper
med sociale problemer i bagagen. Den nye mulighed,
læger har fået for at henvise bl.a. svært
overvægtige til motion (via recept), er en god
idé, men det bør overvejes, hvordan kompetencen
til at modtage disse patienter sikres, når der
henvises til frivillige foreninger.