BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Når det gælder kroppens form eller skikkelse,
kan vi altså både hæfte os ved organkroppens
tosidige, harmoniske struktur og ved bevægekroppens
livlige virksomhed, så meget desto
mere som vi typisk må træde et skridt ved siden
af for at sætte os i bevægelse. Som oprejste
væsener må vi løbe en risiko for at falde om.
KROPPENS OPREJSNING OG FALD
Den oprejste holdning er ikke blot “ledemotivet”
i dannelsen af den menneskelige krops form og
funktion. Den indeholder samtidigt et psykologisk
element og indebærer en særlig væremåde
af verden. Ved at rejse sig op vinder mennesket
fodfæste i verden, men ikke én gang for alle.
Mennesket bevæger sig på trods og forbliver
truet af fald livet igennem. Menneskets naturlige
tilstand er derfor modstand. Mennesket
hviler ikke i sin egen vægt som en fast klippe,
og menneskets opgave – i vågen tilstand – slutter
ikke med at komme op at stå. Mennesket må
“modstå” for at opnå eller genoprette en vis
balance og stabilitet i verden (Straus, 1952).
Sproget har for længst anerkendt sameksistensen
af det anatomisk-fysiologiske og det psykologiske.
Termen ‘at være oprejst’ har to betydninger,
den fysiske: at stå op, at stå på benene,
og den moralske habitus: at stå på egne ben, at
stå ved sine holdninger. Retningen opad imod
tyngdekraften indskriver også emotionelle værdier
i den sociale livsverden såsom høj og lav,
opstigning og fald, overlegen og underlegen,
højt oppe og nedslået, himmel og helvede. Når
det imidlertid er vigtigt at bevare jordforbindelsen
(bortset fra når vi svømmer), er det fordi
den jord, som trækker os nedad, også er den
jord, som understøtter os i bevægelse.
Den etymologiske rod af stående – ‘sta’ – er
også meget oplysende. Ud over kombinationer
som ‘stå for’ og ‘stå ved’ er der mange ord, hvor
roden har undergået mindre ændringer, men
stadig er genkendelig som i ‘sted’, ‘tilstand’,
‘status’, ‘stand’, ‘standard’, ‘statut’, ‘stad’, ‘stat’,
‘institution’, ‘konstitution’, ‘substans’, ‘forstå’
og ‘assistere’. Hele denne ordfamilie holdes
sammen af én og samme hovedmening. Den
refererer til noget, som er oprettet, rejst, konstrueret
og i dets farlige ligevægt truet af fald
og kollaps.
52
At den oprejste holdning er en væsentlig side
af, hvad der gør os menneskelige, er ikke en
fiks idé. Her følger en ufuldstændig fortegnelse
over de aspekter af menneskelivet, som er relateret
til eller afhængige af opnåelsen af den
oprejste holdning (Gallagher, 2001):
Human anatomi og benbygning: Foden, ankelen,
knæet, hoften og rygsøjlen såvel som lemmernes
proportioner kræver alle en specifik muskulatur
og udformning af nervesystemet. Alle disse
aspekter istandsætter den oprejste holdning,
men er også formet gennem opnåelsen af den
oprejste holdning. Denne muliggør på sin side
den specifikt menneskelige udvikling af skuldre,
arme, hænder, hovedskal og ansigt. Med
disse ændringer må hvad der anses for verden
redefineres. Nye evner træder frem, nye opgaver
trænger sig på.
Udviklingsbetingelser: Mennesket er født med
en krop, men ikke i oprejst tilstand. Spædbarnet
må lære – i opposition til tyngdekraften – at tilkæmpe
sig en oprejst holdning. Det forudsætter
et grundlæggende bevidsthedsniveau, årvågenhed.
Fald i søvn, og du falder omkuld. Holdning
og bevægelse begynder med at forme denne
grundlæggende årvågenhed selv forud for
“opstandelsen”; bevægelse indbefattet tidlig
kravlen influerer på udviklingen af perception
og kognition. Den holdningsændring, der opstår
ved at stå og gå, påvirker ligeledes, hvad vi kan
se og hæfte os ved.
Selvstændighed: Med den oprejste holdning
tager vi afstand fra det nære og vinder selvstændighed.
Afstand fra jorden; afstand fra tingene;
selvstændighed i forhold til andre. Den første
opnåelse af selvstændighed falder i reglen sammen
med, at barnet begynder at bruge stedordet
“jeg” om sig selv frem for “mig” eller sit kaldenavn.
Udsynet og udsigten udvides, og de stedlige
rammer for perception og bevægelse får en
anden karakter. Den umiddelbare kontakt med
tingene løsnes i oprejst holdning. Et barn, der
kravler på knæ og hænder, er ikke blot i fuld
kontakt med jorden, men er i sin bevægelse på
alle fire rettet mod umiddelbar kontakt med
tingene. Længdeaksen af barnets krop falder
sammen med bevægelsesretningen.