BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

HR: Men er det det, der er sjovt?
Pige: (grinende) Neeej!!
HR: Hvad er det så?
Pige: Det er sjovt, når vi selv kan få lov at
bestemme hvad, vi skal lege.
Børnene er således klar over, at undervisningen
ikke udelukkende er til for legens skyld. Den
har en eller anden fornuftig forklaring, som
ligger uden for deres erfaringsverden, og hører
til de voksnes.
Når jeg spørger dem, om der er noget, de ikke
bryder sig om, svarer over halvdelen af børnene,
at de ikke kan lide at løbe i skoven. De forklarer,
at det er anstrengende, kedeligt og nogen gange
koldt. En særlig kraftig pige siger, at hun ikke
kan lide at svede. En dreng synes ikke, det er
sjovt altid at være den bageste i klassen, og en
pige kan huske, at hun engang kom forrest,
fordi alle andre standsede op, da de så et egern
løbe over stien, og så løb hun bare videre. Da
jeg spørger, om det betyder noget, om man
kommer først eller sidst, svarer de uden tøven,
at det betyder noget, og en af drengene mener,
at de præcist ved, hvem der er bedst i klassen,
og hvem de selv kan løbe fra. På spørgsmålet,
om de ved, hvorfor de skal løbe, svarer flere, at
de skal øve sig til motionsdagen. Og en pige
fortæller, at hun godt kan lide at løbe til
motionsdagen, men at det er kedeligt “at øve
det.” En anden kan heller ikke lide stafetløb,
fordi de, der vinder, driller de andre. Mange
nævner også, at opvarmning er kedeligt. Da jeg
spørger dem, hvad de bedst kan lide at lave i
idrætstimen, er svaret ikke til at tage fejl af –
alle kan bedst lide at lege enten “hospitalsleg”
eller “haj”. Og hvis de selv kunne bestemme,
hvad de skulle lave i idrætstimen, ville de
vælge de samme lege igen og igen.
Børnenes udsagn tydeliggør, at sundhed ikke er
det, der motiverer dem til leg og idræt, at det
ikke er ligegyldigt, hvilke aktiviteter de skal
deltage i, at børn ved noget om deres kropslige
kompetence, at de bedst kan lide at lege, og at
de oplevelser, de får, har betydning for deres
motivation.
70
IDRÆTSTIMERNE ER STRESSENDE
Idrætstimerne opleves af mange børn som stressende,
fordi tiden er knap, og de skal klæde om
før og efter undervisningen. I 4. klasse kan den
interviewede pige ikke lide idræt af samme
grund:
H Kan du godt lide idræt?
S Nej, ikke særligt. Det er mit hadefag.
H Er det det? Så du glæder dig aldrig, til du
skal have idræt?
S Nej, fordi man skal huske gymnastiktøj.
Bagefter skal man i bad, og man får kun 5
min til at gå i bad i, og 5 min til at tage tøj
på. Tilsammen 10 min i alt, ikke.
H Så man skal skynde sig? Synes du, at det er
stressende?
S Ja, det er meget stressende.
H Er det derfor, at du ikke kan lide idræt, fordi
du skal klæde om?
S Jeg kan også godt lide idræt, men ikke på den
måde, som andre tror, at jeg kan.
H Men er det så, fordi at der hører det der
med, at man skal klæde om, eller er det,
fordi du ikke kan lide det, I skal lave?
S Jeg kan godt lide det, vi skal lave, og det der
med at tage tøjet af, og det er også meget
godt, men man får for meget kort tid. Jeg
kan alligevel godt lide idræt, men det er på
grund af den ting.
Selv om de 2 x 45 min. slås sammen, skynder
lærerne på børnene for i hvert fald at få en fuld
times undervisning den ene gang om ugen. Når
børnene inddrages i samtaler om aktiviteterne,
så kan det ikke undgå at tage længere tid, end
hvis man bare kørte løs uden nævneværdige
ophold. Skiftet fra bevægelse til pause med
information tager også mere tid, end når børnene
sidder i et klasselokale. Når man kun har
et fag én gang om ugen, så mister man desuden
en meget væsentlig dimension : kontinuiteten.
Det bliver vanskeligere at skabe fælles strukturer,
værdinormer og rutiner sammen med børnene,
fordi meget glemmes i løbet af en uge,
hvor de har haft mange andre fag.