BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

NYE SAMARBEJDSFORMER I IDRÆTTEN:
BROBYGNING MELLEM FORENING, SKOLE
OG INSTITUTION
Bjarne Ibsen – forskningsleder, Institut for
Forskning i Idræt og Folkelig Oplysning.
SAMMENFATNING
Dansk idrætspolitik er først og fremmest en politik for, hvordan
idrætten skal organiseres, mens der stort set ikke er en
politik for idrættens mål og indhold. Den politisk ønskede
organiseringsform for idræt er foreningen, som knap halvdelen
af de idrætsaktive voksne og to tredjedele af de idrætsaktive
børn dyrker idræt i. Dette øjeblikkelige billede af idrættens
organisering er en betydelig ændring i forhold til organisationsmønstret
for 50 år siden. I midten af 1900-tallet foregik
næsten al idræt for voksne i en forening. I dag dyrker hovedparten
af de idrætsaktive idræt under selvorganiserede former
(samtidig med at mange også dyrker organiseret idræt), og der
er lige så mange der dyrker idræt i et motionscenter, en aftenskole
eller på arbejdspladsen, som der dyrker idræt i en
almindelig idrætsforening. Ser vi på børnene, er udviklingen
imidlertid gået stik modsat. For 50 år siden dyrkede børnene
først og fremmest selvorganiseret idræt og leg. Siden da er den
selvorganiserede fysiske aktivitet formindsket, mens den mere
organiserede idræt, fortrinsvis i foreninger, er vokset stærkt.
Kommunerne har hidtil spillet en helt underordnet rolle for
organiseringen af idrætten i fritiden, men de seneste år har
foreninger og kommunale institutioner afprøvet forskellige
samarbejdsmodeller i bestræbelsen på at skabe bedre muligheder
for at børn og voksne kan dyrke idræt. Fra Det
Idrætspolitiske Idéprogram er der indsamlet en række erfaringer
fra dette samarbejde og de nye organiseringsformer.
Disse projekter tegner konturerne til en anden – eller supplerende
– måde at organisere idrætten på i sammenligning med
den traditionelle idrætsforening. Forklaringen derpå er bl.a., at
netværk og samarbejde på tværs af organisationer er blevet en
norm for organiseringen af mange opgaver i det moderne samfund.
Til forskel fra tidlige, hvor stærke værdier og ideologier
og vertikale relationer spillede en central rolle for, hvordan
man organiserede sig, indretter vi os i dag i meget højere grad
efter konsensusløsninger og horisontale netværk. Og samtidig
synes et sådant samarbejde også at være en nødvendig – og
effektiv – løsning, fordi de samarbejdende parter hver især kan
bidrage med viden, kontakter og ressourcer, som den anden
part ikke besidder.