BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Sundhedsprogrammets forventninger til de
lokale fællesskaber synes da heller ikke at være
møntet på patientforeninger og særlige foreninger
for sundhed. Det er snarere alle de
lokale fællesskaber – og især den organiserede
del deraf – som programmet har i tankerne.
Hvordan kan man forestille sig, at foreningslivet
mere generelt kan bidrage til folkesundheden?
FORENINGSLIV OG GODE SOCIALE
NETVÆRK, SOM FREMMER SUNDHEDEN!
For det første er det en udbredt antagelse, at
gode sociale netværk, gode fritidsaktiviteter og
engagement for en sag har stor betydning for
vores trivsel og velbefindende. En række undersøgelser
har således påvist, at individer med
svage sociale relationer har en mere helbredstruende
adfærd (rygning, stort alkoholforbrug,
ingen motion mv.), større sygelighed og højere
dødelighed end individer med stor social kontaktflade
(Christensen 1999). Det er en
almindelig antagelse, at såvel idræt som deltagelse
i frivillige organisationer styrker fællesskabet
og de sociale bånd til andre medlemmer.
Idrætten antages således at kunne integrere
individer i sociale grupper ved at skabe en
vi-bevidsthed, give mulighed for identitet og
ved at bekræfte sociale værdier og normer i
gruppen (Heinemann 1986: 148). Tilsvarende
antages det, at foreninger er særligt velegnede
til at styrke de personlige netværk mellem deltagerne
og derigennem integrere dem i samfundet.
Det forklares blandt andet med foreningens
særlige karakteristika: det frivillige medlemskab,
engagementet om et fælles mål eller en
fælles interesse, den demokratiske og kollektive
form samt afhængigheden af medlemmernes frivillige
arbejde. Selvom såvel idrættens som foreningsformens
legitimitet og særlige bevågenhed
i høj grad baseres på disse antagelser, er der
næsten ingen undersøgelser af påstandens gyldighed.
Der er givetvis et – statistisk – sammenfald
mellem et aktivt foreningsliv og sundhed,
113
men det skyldes muligvis, at de, der engagerer
sig i foreninger, også lever mere sundt. Der er
endvidere undersøgelser, som viser, at de, som
søger foreningerne, især er mennesker med gode
netværk, mens de, som har svage netværk,
sjældent søger foreningen eller falder hurtigere
fra (Ibsen 1999).
FORENINGERNE SKABER SUNDE RAMMER
FOR FORENINGSLIVET!
Dernæst kan man forestille sig, at foreningerne
i højere grad medtænker “sundheden” i deres
forskellige aktiviteter: sund mad i cafeteriet,
forbud mod rygning i klubhuset og under aktiviteter
og møder osv. Idrætsorganisationerne har
ved flere lejligheder gennemført sådanne kampagner
for et “sundt klubliv”, men det er uvist,
om det har haft nogen effekt på foreningslivet,
og om man fx spiser sundere og drikker og ryger
mindre i foreningssammenhænge end i fx arbejdsog
familiesammenhænge. Foreningslivets udvikling
sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt foreningerne
vil og kan gøre det.
Når vi går hen i en forening, forventer vi ikke,
at den dækker hele tilværelsen – eller blot en
stor del af den – snarere tværtimod. Hvis formanden
for idrætsforeningen står op og holder
en politisk brandtale, føler vi, at det er en utidig
sammenblanding af politiske holdninger og fodbold.
Måske gælder det samme for sundheden.
På arbejdspladserne taler man om, at det ikke
passer til dansk mentalitet, at virksomheden
blander sig i, om medarbejderne vejer for meget,
ryger eller drikker, får for lidt motion osv. Det
er en privat sag. Jeg tror, at det samme gælder i
foreningen – måske i endnu større grad. Fx tror
jeg ikke, at der er ret mange foreninger, der har
indført rygeforbud i omklædningsrum og klubhuse,
mens rygeforbud breder sig i offentlige
institutioner, på arbejdspladser mv. I foreningerne
vil et sådant forbud jo splitte os omkring
vores lille fællesskab om fodbold eller gymnastik.
Derfor er det tænkeligt, at sådanne udmeldinger
fra regeringen bliver overhørt – hvis vi
ser bort fra de store landsorganisationer, som
har modtaget udspillet meget positivt og opfølgende
forsøger at inspirere de lokale foreninger
til at sætte sundhed mere på dagsordenen.