BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Tabel 1 viser, at en langt større andel af børn
og unge fra lavere socialgrupper, V og VI, trives
dårlig på de udvalgte indikatorer, der handler
om at føle sig udenfor, være hjælpeløs og
have mangel på selvtillid. Disse indikatorer peger
i retning af, at en følelse af marginalisering
optræder hyppigere med faldende socialgruppe.
Men hvordan ser det ud, når vi ser på sammenhænge
mellem social baggrund og sundhedsadfærden?
Der er spurgt til motion maks. to timer
om ugen, hvilket faktisk vil sige ikke at dyrke
nogen form for idræt uden for skolen, ligesom
rygning, alkohol og usunde kostvaner anses
inddraget som indikatorer på risikoadfærd.
TABEL 2
Procent af eleverne i forskellige socialgrupper, som udviser
risikoadfærd.
Socialgruppe I II-IV V VI
Risikoadfærd
Dyrker maks. 2 timers motion ugl. 13 15 21 26
Ryger dagligt 5 7 8 12
Alkohol min. 1 gang ugl. 21 19 15 14
Har været fuld min. fire gange 20 20 16 13
Spiser flere usunde fødevarer dgl. 14 17 23 40
(Fra Holstein, 2003, 44)
Vi ser igen tydeligt, at de sociale forskelle ved
rørende risikoadfærd slår igennem. De øges
med faldende socialgruppe. Overraskende viser
analysen imidlertid, at alkoholforbrug og
-misbrug er stigende med stigende socialgruppe.
Noget kunne altså tyde på, at disse former for
sundhedsadfærd, fx alkohol, har noget at gøre
med økonomi og det at være i en gruppe.
En analyse mere (ibid., 45) viser det samme billede
vedrørende det ikke at udvise sundhedsfremmende
adfærd. Vi ser blandt andet, at
andelen af børn og unge, der dyrker under 1
times motion eller sport om ugen, er stigende
med faldende socialgruppe. Således er der 13
procent af børn og unge fra en familiebaggrund,
18
der er karakteriseret ved socialgruppe I, der
dyrker sport lidt eller slet ikke, mens dette er
tilfældet for 26 procent af børn og unge fra
socialgruppe VI. Med hensyn til kost er billedet
endnu tydeligere, idet 14 procent af børn og
unge fra socialgruppe I højst spiser en af de
sunde fødevarer pr. dag måske slet ikke, mens
det samme er tilfældet for 40 procent af børns
og unge fra socialgruppe VI.
Tallene taler deres tydelige sprog, at skal idrætten
være for alle, må vi altså søge veje, der inddrager
også børn fra de laveste sociale grupper.
Som det er nu, er det måske næsten omvendt.
Kan en af forklaringerne være, at den organiserede
idræt udgør en af de usynlige samfundsmæssige
marginaliserings- og udstødningsprocesser?
Vi kan ikke af tallene se, hvad der
gemmer sig bag det faktum, at der er signifikante
socialgruppeforskelle på rekruttering til
idrætten. Hvis vi tolker resultaterne ud fra marginaliseringstesen
og tesen om økonomisk-plus,
kan vi forklare disse fund ved, at børn og unge,
der kommer fra socialgruppe V og VI, befinder
sig i en marginaliseret position socialt og økonomisk.
Det kan derfor være svært at finde det
fornødne overskud til at foretage sunde valg.
Når spørgsmålet kommer til, om man søger
idrætslivet, handler det således både om økonomi,
at have råd, til at sørge for det rette
udstyr og betale kontingenter, og det måske
oven i købet til flere børn i familien. Men det
handler også om overskud i forbindelse med at
henvende sig til en forening, måske er der ikke
tilbud i nærmiljøet, så der ud over de andre
økonomiske vanskeligheder kommer transportomkostninger
oveni.
En anden forklaring kan vi hente fra aktørtesen,
som handler om, at det er personens egne valg,
der afgørende for udfaldet. Men denne tese lægger
jo op til, at det ‘frie’ valg er mere ‘frit’ eller
lettere at foretage for nogle end for andre. Hvis
børn og unge fra svage samfundsgrupper ikke
livet igennem fra tidlig alder har gjort erfaringer
med at ‘vælge’ idrætslivet, så kan de være nok
så interesserede. Men overskuddet og troen på,
at dette er ‘noget’ for mig at gå hen i idrætsklubben,
svigter eller ligger disse børn og unge
fjernt.