BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

Når det viser sig, at sundhed især bygger på de
individuelle forudsætninger, som handler om
evnen til at mestre tilværelsen og tage magten
over eget liv, og at sundhedsadfærd udtrykker,
hvorvidt dette lykkes, så vil den sundhedsfremmende
indsats gå ud på at hjælpe børn og unge
til at opbygge denne evne til at ‘magte’ tilværelsen
og dens udfordringer. En empowermentstrategi
vil være velegnet og sigte imod den
sociale kontekst. Det vil sige, at lokalmiljøet,
skolen, familien og gruppen skal også i fællesskab
have muligheder for at styrke deres samlede
ressourcer, og derigennem kunne opstille
visioner for det ‘sunde’ liv og handlestrategier.
Netværksperspektivet
Socialt netværk har afgørende betydning for
sundhedsadfærden, som vi har set det, og er det
tredje og måske vigtigste perspektiv, idet det
binder de to foregående perspektiver sammen.
En intens oplevelse af tilhørsforhold er, som
vist, det, der har størst gennemslagskraft på
børns sundhed, både på trivsels- og sundhedsadfærdskomponenten
og indirekte via oplevelse af
selvværd og mestringsevner. Når vi inddrager
socialt netværk som et vigtigt aspekt af forebyggelsen
med idræt i fokus, drejer det sig om indsatser,
der indbygger tilknytning og fastholder
børn og unge i det idrætslige fællesskab.
Det vigtige er at skabe en social kontekst, som
børn føler, at de hører til. Et sted, hvor der forventes
noget af en, men også et sted, man bliver
hentet ind i. Det er jo netop dette fællesskab,
der mangler for børn, som trives dårligt, og som
holder sig væk fra idrætten. Det gælder både
for familien, gruppe, skolen og fritiden, at
udsatte børn savner det fællesskab, der giver
følelsen af, at man har betydning som menneske.
Hvis det kan lykkes at skabe forebyggende
indsatser, der indbygger tilknytningsdimensionen,
flyttes vægten først rigtigt fra et
individ til et kulturplan. Herved er vi tilbage i
helhedssynet, som er lagt frem ovenfor.
Endvidere ligger der i netværksperspektivet en
bestræbelse på at inddrage gruppen i forebyggelsesarbejdet
frem for den enkelte i en individualisering
af problemerne. Sidstnævnte forslag
vil ikke bare gavne den enkelte, men også øge
mulighederne for en forebyggelsesmæssig indsats,
som vil få større succes.
24
Ved denne fokusering kommer vi måske også en
del af marginaliseringsproblematikken til livs.
Det, at idrætten som social arena i sig rummer
en risiko for udstødningsmekanismer eller
selektion, der ser ud til at ramme de svageste.
Og dette er vel en af de største udfordringer,
hvis idrætten skal være et forebyggende tilbud
til alle?
AFSLUTNING
Konklusionerne er meget tydelige. Børn og unge
fra ringere sociale kår er fraværende i statistikker
om børn, der dyrker idræt som en del af den
sundhedsfremmende adfærd. Dette kan være en
tikkende bombe for vores folkesundhed i det
danske samfund. Hvis vi antager, at den givne
sundhedsadfærd har tendens til at blive ført
videre fra barne- og ungdomslivet ind i voksenlivet,
ser vi en risiko for, at de sociale forskelle
reproduceres og bliver til fortsatte forskelle i
helbred, trivsel og sundhed senere i livet.
Det, vi ofte ser fremhævet som nogle af den
organiserede idræts goder og sundhedsmæssige
fordele, er, at den indebærer muligheder for at
udvikle sociale relationer, at have det sjovt sammen
med andre, lege og udvikle sig i fællesskab,
men det ser altså kun ud til at gælde for
de ca. 80 procent ressourcestærke grupper i
vores samfund. Mens de børn og unge, der
befinder sig i samfundets sociale yderpositioner,
ca. 20 procent, slet ikke kommer i idrætten eller
‘hægtes’ måske alt for hurtigt af igen, selv om
de forsøger sig. En anden problemstilling, som
trænger til yderligere udforskning, er forholdet,
at antallet af idrætsaktive store skolebørn og
unge ser ud til at være faldende fra 1998 til
nu. Det vil sige, at ikke kun socialt udsatte
grupper, men også andre børn og unge ser ud
til at finde idrætten mindre attraktiv end deres
jævnaldrende i andre lande. Så i en fornyelse
af den sundhedspolitiske indsats, der vægter
idrættens sundheds- og uddannelsesmæssige
betydning højt, må det anbefales at tage højde for
de fremlagte problemstillinger, som for det første
giver anledning til at fokusere på de udsatte
gruppers særlige behov. For det andet giver
anledning til at tage idrættens organisationsformer
og rolle i de unges liv op til nye overvejelser.