BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

1. I mange tilfælde er det et samarbejde
mellem to eller flere foreninger og institutioner,
fx
– en daginstitution og en lokal idrætsforening,
der går sammen om at etablere en
idrætsbørnehave, dvs. en særlig forening
for idræt, der på mange måder fungerer
som en børnehave eller fritidsinstitution
(i tæt samarbejde med institutioner eller
som en integreret del af en institution),
hvor børnene kan vælge mellem forskellige
aktiviteter, som de er med til at
bestemme
– en idrætsforening, der står for en række
idrætsaktiviteter efter skoletid i samarbejde
med områdets fritidsinstitutioner
– en forening, der tilbyder basket/boldleg
for ni skolefritidsordninger en gang om
ugen,
– foreninger som præsenterer forskellige
idrætsgrene i skolens idrætsundervisning
med afprøvning af nye idrætsrekvisitter,
hvorefter børnene får mulighed for at
arbejde videre dermed i skolen eller i
en forening
– en børnehave, der benytter sig af en
idrætsforenings instruktører og/eller
lokaler til forskellige idrætsaktiviteter.
Et eksempel derpå er en børnehave, hvor
ti drenge i alderen 5-6 år fik træning i
brydning en gang om ugen i en periode
på fire måneder. Et andet eksempel er en
ungdomsklub – hvor der kommer en del
unge, der ikke er fysisk aktive – som i
samarbejde med lokale idrætsforeninger
tilbyder boksning, dykning og dans.
Erfaringerne fra disse projekter, hvoraf mange i
skrivende stund endnu ikke er afsluttet, er for
spinkle til at vurdere de forskellige samarbejdsmodellers
styrker og svagheder. Det går dog
igen i de fleste af projekterne, at målet bl.a. er
at hjælpe børn i gang med at dyrke idræt i en
forening og udvikle et samarbejde mellem forening
og institution. Lederne af disse projekter
vurderer dette samarbejde og perspektiverne
deri positivt, men flere udtrykker også en skuffelse
over manglende engagement fra enten
pædagogerne i institutionen eller dele af for-
107
eningen (Ibsen 2002). Et sådant samarbejde
om at tilbyde og udvikle idræt for børn og
unge ser vi også initiativer til i Sverige og Norge.
I Sverige har et samarbejdsprojekt i Bunkeflo
syd for Malmø mellem den lokale skole og
idrætsforening om styrkelsen af den fysiske
dimension i børnenes liv skabt stor opmærksomhed,
og omkring 1.000 skoler er i dag tilknyttet
et netværk om denne samarbejdsmodel
(se www.bunkeflomodellen.com). Denne
model har inspireret Norges Idrettsforbund
til i samarbejde med en Buskerud fylkeskommune
(amt) at afprøve forskellige modeller for
samarbejde mellem skole og idrætsforening
(se www.nif.idrett.no/buskerud).
2. I andre projekter har kommunen det overordnede
ansvar for idrætsaktiviteten, men
gennemførelsen deraf sker i tæt samarbejde
med en eller flere foreninger. Det er den
gennemgående model for Sommerdans – en
af de højt profilerede ideer, som IPIP har
fostret – der er gennemført i København,
Århus, Randers, Fredericia, Holstebro,
Næstved, Odense og Hasle på Bornholm.
I Århus er Sommerdans gennemført i et
samarbejde mellem Fritids- og Kulturforvaltningen,
Kulturhus Århus, Danseværket
(paraplyorganisation for dans i Århus) og
9 forskellige danseforeninger i byen.
3. Der er også en række projekter, hvor samarbejdet
sker i en projektgruppe med
repræsentanter for en række lokale aktører,
som vi ser i flere projekter til etablering af
idrætslegepladser. De fleste af projekterne
er etableret i et samarbejde mellem en
række lokale aktører: kommunen, en lokal
skole, en boligforening, lokale daginstitutioner,
den lokale idrætsforening og
erhvervsvirksomheder (primært ved at
støtte økonomisk). Den enkelte organisation
eller institutions specifikke interesse
for oprettelsen af idrætslegepladsen synes
at have været underordnet et fælles ønske
om at styrke lokalsamfundet og børnenes
muligheder for at lege og dyrke idræt
(Skjerk 2002).