BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

SYMMETRI OG ASYMMETRI
Næsten ethvert bevægeligt væsen, fra hvirvelløse
dyr og opefter, er kendetegnet ved at være
opbygget parvist af organer eller organsystemer,
som er placeret på hver sin side af en midterlinje.
Mennesket har to øjne, to næsebor, to
ører, to lunger, to bagdele, to arme og ben og
endog to hjernehalvdele. Denne strømlinede,
organiske struktur er fordelagtig under rask
bevægelse, hvad enten det drejer sig om at forfølge
et bytte eller undslippe rovdyr.
Det er imidlertid sjældent, at væsener, der ikke
er fastsiddende, befinder sig i en symmetrisk
tilstand. Med hensyn til funktion er det snarere
asymmetri, som hører til dagens orden (Lyons,
1987). Bevægelse på landjorden begynder som
regel med at “vælge” bevægelsesakse til højre/
venstre, frem/tilbage og op/ned. Gjorde vi og
vore bevægelsesfæller ikke det i udgangspunktet,
men gik helt op i den symmetriske struktur,
ville vi være fastlåste og ubevægelige – som en
sjæl uden krop.
En symmetrisk, strukturel orden implicerer
altså isoleret set ikke-bevægelse eller ro, mens
bevægelse er kendetegnet ved en asymmetrisk
holdning og uro. Organmæssigt er kroppens
symmetriske struktur så at sige ikke forberedt
på at agere. Det kan der endda gøres en dyd ud
af, fx i visse meditative discipliner, hvor den
mediterende person sidder med korslagte ben
og armene hvilende på knæene – som et lotusblad,
der symboliserer afsondrethed: Det hviler
på vandet uden at blive vådt. Også visse stillinger
inden for militæret, gymnastik, bodybuilding
samt under bøn (på knæ eller stående)
er ret symmetrisk anlagte. Det lader altså til at
være ro snarere end bevægelse, der kommer ud
af at tage kroppen i øjesyn som et symmetrisk
mønster. For Platon var det nærmest også
meningen. I al fald skulle mennesker så vidt
muligt bevæge sig med sindsro.
50
BEVÆGELSE MED SINDSRO
Når de gamle grækere forsamledes til “symposion”,
slog de gækken løs og gav sig til at drikke,
danse og tale åndfuldt om dette og hint. Men
de endte som regel med at falde om af beruselse
og træthed. Fortællingen vil vide, at denne festkultur
var udtryk for hævn, idet Dionysos var
blevet berøvet sjælens tænkeevne af sin stedmoder
Hera.
Platon vil imidlertid overlade den slags fortællinger
til dem, der ikke er bange for at berette
om guderne. I stedet indvarslede han med sin
dialog om “Symposion” (Platon, 1986), hvad vi i
dag forstår ved et “symposium”, nemlig et møde
hvor forskere drøfter et emne og udveksler
viden om den nyeste forskning på området. Det
kan fx være om idrættens sundheds- og uddannelsesmæssige
dimension. Det gamle symposion
og det nye symposium er dog ud fra oplevelsen
af kroppen ikke så adskilt fra hinanden, som
det kunne se ud til. Platon beskriver selv forholdet
som forskellen mellem at falde om og
holde sig oprejst. Sokrates stod distancen, men
man så ham heller aldrig beruset. Også små
børn må lære at stå og gå, men det sker ved at
falde om og rejse sig igen.
Spørgsmålet er derfor, om der kommer bevægelse
ud af den symmetri, harmoni og klarhed,
som den standhaftige omgang med kroppen tilsiger?
Eller er det i udgangspunkt snarere en
umådeholden, lidenskabelig livsholdning, som
den Dionysos legemliggør, der skal til for at
bevæge sig?
For Platon var der ingen slinger i valsen i så
henseende. Han havde ganske vist en fortid som
bryder, men som statsfilosof og sundhedspædagog
gik han ind for den beherskede og gode
bevægelse. Den må stile mod at ligne den fuldkomne
bevægelse, dvs. den koncentriske kredsbevægelse,
som himmellegemerne aftegner.
Men hvorfor er netop denne kredsbevægelse
fuldkommen? Det kommer Platon frem til gennem
en form- og årsagsanalyse af ro og bevægelse,
der ydermere bliver kriteriet for at skelne
mellem menneskets krop og sjæl (König, 1989).