BØRN OG UNGE I BEVÆGELSE - Kulturministeriet

• Den foreningsorganiserede idræt
• Den professionelle idræt
• Den selvorganiserede idræt – hvor udøverne
individuelt eller gruppevis dækker deres
behov for idræt og motion uden brug af
formel organisering
• Idræt som forretning – i form af serviceydelser,
underholdning eller turisme
• Projekt-idræt – organiseret af myndigheder
eller organisationer i forhold til særlige målgrupper
• Idræt i uddannelsessystemet.
VINKLER I IDRÆTSPOLITIKKEN
Idræt er en kulturel aktivitet. Det vil sige en
aktivitet, hvor deltagerne – bevidst eller ubevidst
– udtrykker, bearbejder og indlærer mønstre
og værdier i deres liv. Idrætspolitikken er
dog præget af mange andre vinkler end den
kulturpolitiske:
En sundhedspolitisk vinkel. I en snæver sundhedspolitisk
synsvinkel er målsætningen, at
befolkningen motionerer så meget og på en
sådan måde, at man forebygger sygdomme. En
halv times motion om dagen. I hvilket regi, det
foregår, er underordnet
En erhvervspolitisk synsvinkel. Centralt for
erhvervspolitikken er at fremme beskæftigelsen
og at sikre frie og politisk acceptable konkurrencevilkår.
På dette område kan man opleve, at
foreningsaktiviteter bliver kritiseret for konkurrenceforvridning
fra dele af erhvervslivet, som
også arbejder med idræt. De private danseskoler
er f.eks. kritiske over for, at foreninger som
arbejder med dans, får lokaletilskud med baggrund
i folkeoplysningsloven
En socialpolitisk vinkel. Idrætsdeltagelse er en
kilde til social indlæring og kontakt for mange
mennesker. Det giver næring til ønsker om at
anvende idrætten som et særligt politisk middel
i forhold til f.eks. handicappede, sindslidende,
flygtninge og indvandrere, grupper af ældre m.fl.
126
Fra en kulturpolitisk vinkel er den foreningsorganiserede
idræt den mest interessante. Der
er ingen tvivl om, at traditionen for foreningsdannelse
og selvforvaltning er en væsentlig forudsætning
for det særlige ved det danske velfærdssamfund.
Vi håndterer via foreningsdannelser
mange behov og opgaver, som i andre
lande varetages af staten eller markedskræfterne.
Det danske samfund har brug for en civil
sektor, hvor der sker en konstant og løbende
bearbejdning og formidling af demokratiske
værdier. Dette begrunder en kulturpolitisk prioritering
af både foreningsidrætten og den selvorganiserede
idræt.
AKTUELLE FRONTER I
FORENINGSIDRÆTTEN
Foreningsidrætten kan ikke – og skal ikke –
rumme alles interesser og behov. Når det er
slået fast, er der god grund til at overveje om
foreningerne på den ene side er rummelige og
fleksible nok, og på den anden side i tilstrækkelig
grad kan fastholde grundlæggende foreningsværdier.
Det er en idrætspolitisk udfordring for
alle idrættens landsorganisationer.
Foreningsidrætten har to fronter. Den ene er
overgangen mellem foreningsidræt og eliteidræt.
Kan man fastholde en sammenhæng
mellem bredde og elite i specialforbundene,
eller vil de kommercielle interesser i dele af
eliten løsrive dem fra resten. Styrkeprøverne
mellem Divisionsforeningen og Dansk Boldspil
Union er frontlinjen i denne konflikt. Vil afsmitningen
fra eliten til den målrettede del af
foreningslivet skabe sponsorvælde, konkursrytteri
og kreative aflønninger til trænere og udøvere,
som reelt gør det svært at opfatte dem
som foreninger.
Den anden front er overgangen mellem foreningsidræt
til det selvorganiserede og idræt
som forretning. Er det konkurrenceforvridende
virksomhed, hvis foreningen tilbyder samme
aktiviteter, som man betaler for i helsecentret
eller danseinstituttet? Hvor fleksible aktiviteter
kan foreningslivet rumme, og hvor fleksible
medlemsbegreber kan vi have, uden at foreningsbegrebet
mister sit indhold?