Haandbog - BAT-KARTELLET

Fejlskøn (bestyrelsens forkerte
beslutning)
Bestyrelsen har en ganske bred margin for at foretage fejlskøn uden at ifalde erstatningsansvar,
særligt i spørgsmål, hvor det er selskabets interesser, der skal varetages. Dette skøn
kaldes ofte ”the business judgment rule” og er underlagt en mild ansvarsbedømmelse.
Hvis bestyrelsen imidlertid lader sig påvirke af andre interesser end selskabets, påhviler
det bestyrelsen at sandsynliggøre, at den alligevel efter bedste skøn varetog selskabets interesser.
Fejlmarginen er lille, hvis bestyrelsen medvirker til, at bestemte aktionærer opnår
fordele, jf. fx UfR 1989.812H, hvor der blev givet et blankolån til aktionærens familie.
Som tommelfi ngerregel gælder, at jo mere åben bestyrelsen er over for omverdenen om
transaktioner mellem selskabet og nærtstående, jo mere kan den enkelte medkontrahent
vurdere, om samarbejdet med selskabet skal fortsætte, og risikoen for ansvar for bestyrelsen
begrænses dermed.
Når der skal tages stilling til, om et fejlskøn resulterer i erstatningsansvar, anvendes begrebet
”bonus pater familias”, altså den gode og kyndige familiefar – i dette tilfælde bestyrelsesmedlem
– og dennes ideelle handlemønster. Der fastlægges altså en norm for, hvorledes der
bør ageres som bestyrelsesmedlem, og kun såfremt der udvises culpa, ifaldes der ansvar.
Herved får bestyrelsesansvaret ikke den strenghed, som det såkaldte professionsansvar
(fx ansvaret for en advokat) har. I bestyrelsesansvaret accepteres efter Werlauffs opfattelse
fortsat individuelle undskyldningsgrunde, som kan medføre ansvarsfrihed. Af Sø- og Handelsrettens
dom i Hafnia-sagen fremgår, at ansvaret, der blev pålagt en bank og revisorer,
ikke samtidigt skulle pålægges bestyrelse og direktion, der havde en lidt bredere margin for
fejlskøn. Højesteret, der frifandt alle de sagsøgte, jf. UfR 2002.2067H, fi k ikke anledning til
at tage stilling hertil.
F
105