Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

samarbejde, bliver situationer, hvor der interveneres uden FN-mandat
mere politiseret. Kosovo-aktionen skal derfor ikke ses som et unikt historisk
eksempel på, at folkeretten ikke følges, men mere som et interessant
eksempel på, at staterne trods Den Kolde Krigs afslutning ikke altid kan
samarbejde og på, at det internationale regelsæt i visse situationer stadig
kun er et ideal.
Det overordnede spørgsmål er, om massive menneskerettighedskrænkelser
bør kunne føre til tilsidesættelse af de begrænsninger på magtanvendelse,
som fi ndes i FN’s charter og gældende normer, eller om
Folkeretten også må respekteres i situationer, hvor den mere synes at
gavne diktatorer og forbrydere end det internationale samfund og menneskeheden.
Dilemmaet består således i en afvejning af hensynet til det
internationale samfunds handlekraft overfor hensynet til efterlevelse af
FN’s regler.
Men hvorfor skal vi overhovedet vælge mellem handlekraft via regionale
organisationer og efterlevelse af folkeretten? Måske fordi FN ikke altid
kan give os begge dele: FN kan ikke i alle situationer give os legitimitet,
upartiskhed og retsorden samtidig med magt og effektivitet 9 .
Siden Kosovo-aktionen har NATO som organisation ikke interveneret
uden FN-mandat. Efter aktivering af artikel 5, som konsekvens af 11.
september 2001, udførte NATO ”Operation Eagle Assist”, som bestod
af beskyttelse af Amerikansk territorium og udfører pt. bl.a. ”Operation
Active Endeavour”, som består af patruljering i Middelhavet. Selve Afghanistan-aktionen
var USA-ledet og det er udelukkende den efterfølgende
stabiliseringsstyrke, som er (blevet) en NATO-operation (på FN-mandat).
Krigen i Irak i 2003 blev udkæmpet af en koalition af stater og NATO tager
ikke del i den militære operation.
5.4. Forsvarsorganisation eller sikkerhedsorganisation?
Traditionelt skelner man mellem forsvar og sikkerhed. En forsvarsorganisation
er en sammenslutning af stater, der kollektivt forsvarer sig mod
ydre trusler og fjender. En sikkerhedsorganisation består derimod af en
række stater, der kollektivt søger at varetage sikkerheden mod indre
trusler – dvs. søger at opbygge et sikkerhedsfællesskab, hvor medlemsstaterne
har ringe incitament til at bekrige hinanden og hvor interne konfl
ikter hurtigt kan afværges 10 .
OSCE og FN er traditionelle eksempler på sikkerhedsorganisationer,
medens NATO er en karakteristisk forsvarsorganisation. Som det måtte
fremgå af indeværende kapitel, er denne karakteristik imidlertid ikke
dækkende for NATO’s funktion i dag. Med NATO’s rolle som integrator i
forhold til central- og østeuropæiske lande, med det heraf følgende fokus
på stabilitet i og mellem landene og med NATO’s brede sikkerhedsopfattelse
(økonomi, politisk stabilitet osv.) tilføjes NATO et element af sikkerhedsfællesskab.
NATO bliver dermed en organisation der - udover sin
primære rolle som forsvarsalliance - også beskæftiger sig med den indre
sikkerhed.
Se organisationsskema
side 100.
9 Dansk Udenrigspolitisk
Institut, Verden, FN og Danmark,
s. 26, København 1999
10 Branner, Hans, Det ny
Europa – international politik
i forandring. s. 61, 4. udgave
2002, Forlaget Columbus
2002
99