Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

88
25 Daalder, Ivo og
O’Hanlon, Michael E, ibid.
s. 221.
lægningskomiteen en særlig aktiv rolle, men man har også kunnet opleve,
at nationale politikere har grebet ind og har haft synspunkter på de konkrete
operationer. Det har ført til utilfredshed i nogle kredse i militæret. Et
eksempel var under Kosovo-kampagnen, hvor chefen for den amerikanske
luftkampagne, general Michael Short, havde synspunkter på bombemål,
som han ikke delte med de politiske chefer. Short ønskede at indlede bombardementerne
i Beograd for hurtigt at vinde kampagnen, mens politikerne
– navnlig de franske – fandt, at det ikke kunne accepteres politisk 25 .
4.5. Opsamling
NATO har gennemgået store forandringer over de seneste 10-15 år. Fra
at være en – utraditionel – alliance med en hierarkisk kommandostruktur,
en omfattende organisation og en relativt statisk styrkestruktur (i hvert
tilfælde hvad de europæiske styrker angik) i fredstid, ændrede NATO sig
til at være en – endnu mere utraditionel – alliance, som også kan karakteriseres
som en koalition eller sågar et netværk.
NATO’s politiske arbejde er grundlæggende uforandret. I centrum står
Det Nordatlantiske Råd, hvor der gælder konsensus. Det Nordatlantiske
Råd udøver den øverste politiske kontrol med alle Alliancens aktiviteter.
Arbejdet forberedes også fortsat i de mange komiteer – om end der arbejdes
for at reducere dem. Både Rådet og de øvrige overordnede komiteer
(Forsvarsplanlægningskomiteen, Den Nukleare Planlægningsgruppe,
Militærkomiteen) samt komiteerne har på andre områder under Den
Kolde Krig spillet en integrerende rolle i forhold til NATO’s medlemmer
og bidraget væsentligt til at skabe sammenhold i Alliancen.
NATO’s militære struktur har til gengæld ændret sig ganske meget. Efter
en langsom start – der skulle gå ni år, før den første store ændring af kommandostrukturen
var gennemført – er NATO’s kommandostruktur nu blevet
mere fl eksibel og væsentligt slanket. Det samme gælder styrkestrukturen,
hvor NATO har arbejdet på at gøre styrkerne mere fl eksible, multinationale
og mobile. Centrale – og højtprofi lerede – elementer har her været indførelsen
af CJTF-konceptet og den nye udrykningsstyrke, NRF.
Disse omstillinger har skullet tjene til at øge NATO’s værdi som en sikkerhedsorganisation,
der kunne løse nogle opgaver selv (fra territorialforsvar til krisestyring
og terrorbekæmpelse) eller som leverandør til andre organisationer
som fx FN, OSCE og EU. Tilbage står det fortsatte arbejde med at effektivisere
arbejdet om de fredsstøttende operationer, som har været én af Alliancens
vigtige opgaver på Balkan i 1990’erne, og som kan forventes at fortsætte andre
steder, og eventuelt effektivisere den politiske beslutningsproces, så alle
lande høres i overensstemmelse med de grundlæggende principper i NATO’s
samarbejde, men så det foregår uden at gå ud over effektiviteten.