Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

unionens nedskæringer af strategiske atomvåben. Et beslægtet område
er spredningen af lette våben og håndvåben, som er blevet billige at
producere og anskaffe – både for regeringer og enkeltpersoner, som er
destabiliserende i sig selv, og som kan gøre det svært at gennemføre
fredsbevarende operationer.
Men det tungeste emne på dagsordenen blev kontrol med spredning af
masseødelæggelsesvåben – først de sovjetiske, og senere dem, som var
i, eller som man frygtede ville spredes til, de såkaldte “slyngelstater“ og
til terrorister. Det har især været USA, som pressede på for at give NATO
en rolle på dette område.
Kontrol med spredning af masseødelæggelsesvåben har op gennem
1990´erne ikke været nær så synligt som partnerskabsprogrammet og
krisestyringsopgaverne, der var rettet mod det europæiske område. Det
har også været et meget konfl iktfyldt emne. NATO-landene diskuterede
således spørgsmålet op gennem 1990’erne uden at blive enige. Selvom
NATO i fl ere erklæringer og det Strategiske Koncept fra 1999 slog fast,
at masseødelæggelsesvåben udgjorde en trussel mod NATO, var der i
virkeligheden ikke enighed blandt NATO-landene om det for alvor var en
opgave for NATO. De vesteuropæiske lande var mindre tilbøjelige til at
gøre det til NATO-anliggende og mere til et anliggende for FN. De var
heller ikke overbevist om, at “slyngelstaterne“ udgjorde så stor en trussel,
som USA gerne ville have dem til at mene. 18 Men efter terrorangrebene
11. september 2001 ændredes vilkårene, og kontrol med masseødelæggelsesvåben
blev et af de tunge punkter på NATO’s dagsorden.
Indsatsen mod spredning af masseødelæggelsesvåben blev – især efter
11. september-angrebene – koblet til kampen mod terrorisme. Dette område
er blevet højprofi leret og kan – ikke mindst i amerikansk optik – gå
hen og blive NATO’s eksistensberettigelse i fremtiden.
3.4. NATO’s styrker i nye roller
Efter Den Kolde Krig blev NATO’s opgaver langt
mere politiske end tidligere, men i modsætning til
Harmel-processen, hvor politiske og militære midler
var relativt adskilte, befandt NATO’s militære
styrker sig nu ofte i helt nye roller, hvor de forventedes
at udføre politiske og diplomatiske opgaver.
I det efterfølgende beskrives tre af NATO’s store
indsatsområder, nemlig partnersamarbejde, krisestyring
og våbenkontrol samt terrorbekæmpelse.
Partnersamarbejde
Samarbejdet mellem NATO og landene i den hedengangne Warszawapagt
er et eksempel på NATO’s styrkede politiske rolle. Partnersamarbejde var
på mange måder løsningen på cirklens kvadratur. Ikke alene formåede det
Sovjetunionens udenrigsminister
Edward Shevardnadze
besøger NATO Hovedkvarteret
i december 1989.
NATO Photo
18 Medcalf, Jennifer, NATO,
A Beginner’s Guide, One
World, 2004, forthcoming
57