Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

26
15 Duffi eld, ibid., s. 47 og 66.
16 Duffi eld, ibid., s. 68.
17 Duffi eld, ibid., s. 61.
18 Duffi eld, ibid., s. 62.
19 Duffi eld, ibid., s. 63.
I sommeren 1950 lovede de vesteuropæiske lande så at øge deres
forsvarsudgif ter og styrke bidrag væsentligt, men allerede i 1951 gik oprustningen
næsten i stå. Inddragelse af det slagne Tyskland (med dets hær
og økonomiske potentiale) var derfor en mu lig hed, når hverken USA eller
de vesteuropæiske allierede kunne stille med så mange styrker, som DC
13 krævede. Men Tysklandspørgsmålet bragte for alvor sindene i kog. Politisk
handlede det om, hvorvidt Tysk land skulle anerkendes som et suverænt
land, og om hvordan landet skulle inddrages i et fremspirende fælles
forsvar. Militært handlede det om, hvordan Tysk land kun ne forsvares, og
om hvor stor en styrke Tyskland skulle bidrage med, samt om hvor mange
ekstra tropper der skulle til for at forsvare Tyskland og Centralregionen.
Positionerne var hårdt trukket op, men i november 1950 indgik USA,
Frankrig, Storbritannien og Tyskland det såkaldte Spofford-kompro mis ,
hvorefter Tyskland gradvist og kon trolleret skulle oprustes, samtidig med
at de europæiske lande skulle indlede et forsvarssamarbejde (det senere
Europæiske Forsvarsfællesskab, EDC), så de kunne yde mere til det fælles
forsvar. Man enedes også om, at Tyskland skulle stille med et bidrag, som
var større end det, Frankrig oprindeligt havde ønsket, men mindre end
det, USA havde krævet. 15
Selvom oprustningen ikke var så stor som ønsket, voksede de konventionelle
styrker i perioden fra 1950 til 1952 trods alt fra 14 kampklare
divisioner (med 21 i beredskab) til 25 kampklare divisioner (med mulighed
for at mobilisere yderligere 45) 16 . Det fi k NATO’s første øverstkommanderende
for de allierede styrker i Europa, Eisenhower, til at konkludere,
at Sovjetunionen ikke længere kunne invadere Vest europa med samme
lethed som tidligere. Men da oprustningen standsede, nedsatte NATO en
arbejdsgruppe (TCC), hvis anbe fa linger dannede grundlag for beslut ningerne
i Lissabon i februar 1952.
Lissabon-mødet var alt for ambitiøst i forhold til de muligheder, NATOlandene
i realiteten havde for at ruste op. NATO-landene forpligtede sig
i Lissabon til at opstille 25 divisioner allerede i 1952 (med mulighed for at
mobilisere i alt 53 2/3 divisioner inden for en måned efter et angreb) og
to år efter skulle de opstille 41 2/3 (med mobilisering på i alt 89 2/3). De
fl este styrker skulle befi nde sig i Centraleuropa og omfattede også tyske
styrker. 17
Der var mange årsager til, at den konventionelle oprustning gik i stå. Storbritannien,
som ønskede at bevare USA’s engage ment i Europa, var gået
ind på de amerikanske forlangen der. Men da Churchill kom til magten i
1951, blev oprust ningen indstillet af økono miske årsager. 18 Frankrig, som
skulle have stillet med det største kontingent, havde problemer på grund
af krigen i Indokina. Den franske regering faldt tilmed i 1952 på et lovforslag
om øgede skatter til fi nansiering af Lissabon-målene. 19 Endvidere
begrundede de europæiske lande deres manglende oprustning med, at
de afventede de amerikanske styrkebidrag, fordi deres opstilling var afhængig
af denne hjælp, mens USA var mere optaget af krigene i Korea
og Indokina.
De store problemer med at gennemføre den planlagte konventionelle oprustning
førte til, at NATO-landene i løbet af 1953 endnu en gang rettede