Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

50
9 Goldgeier, ibid.
10 Goldgeier, ibid.
11 Goldgeier, ibid., s. 52.
de britiske og franske tropper på jorden for repressalier fra serbisk side.
Endelig mente amerikanerne vanen tro, at Bosnien-problematikken bedst
blev håndteret ved hjælp af luftangreb, mens europæerne var fortalere
for landtropper (hvilket de allerede havde i UNPROFOR). Positionerne var
trukket stærkt op, og sindene faldt først rigtigt til ro, da der med udgangen
af 1995 blev indgået aftale med parterne (Dayton-aftalen), hvorefter
NATO fi k et praktisk fredsbevarende arbejde at udføre. De samme uenigheder
dukkede dog op igen under Kosovo-kampagnen i 1999.
Rusland havde stor betydning for NATO’s handlefrihed i 1990’erne.
NATO’s partnerskabsprogram skal således ses i lyset af, at der skulle
skabes et kompromis mellem dem, der ønskede at udvide NATO med
det samme, og dem, der ønskede at vente. Argumenterne for at udvide
var, at det ville tilgodese de central- og østeuropæiske landes ønske om
Artikel 5-garanti, konsolidere de nye demokratier i Central- og Østeuropa
(NATO-medlemskab som “gulerod“) og “udfylde“ det sikkerhedspolitiske
“tomrum“, der var skabt efter Warszawa-pagtens opløsning. Argumenterne
for at vente var, at man var bange for, hvordan Rusland ville reagere,
hvis tidligere Warszawa-pagtlande og sovjetrepublikker blev medlem af
NATO. Der var også frygt for, at en udvidelse ville styrke de konservative
kræfter i Rusland og sætte reformerne over styr. At der kunne være noget
om snakken, syntes at blive bekræftet, da Jeltsin i september 1993
beskød Det Hvide Hus i Moskva, og ultra-nationalisten Vladimir Zirijnovski
fi k en stor valgsejr ved parlamentsvalget i december. 9
Presset for NATO-udvidelse fortsatte, og i september 1995 offentliggjorde
NATO Udvidelsesstudien, ifølge hvilken udvidelse (kun) kunne ske, hvis
det var til gavn for europæisk sikkerhed. Man forsøgte at få Rusland til at
forstå, at det kunne være en fordel med en “bufferzone“ af stabile demokratier,
og at en udvidelse af NATO ville forhindre skabelse af nye skillelinjer
10 . Set fra Vestens side var der to yderligere hensyn: Rusland skulle ikke
få lov til at veto, hvilke lande, som skulle kunne blive medlem af NATO, og
dertil kom, at det faktisk ikke var sikkert, NATO-landene var i stand til at
forsvare eventuelle nye medlemmer. 11 Forud for Madrid-topmødet i sommeren
1997, hvor Polen, Ungarn og Tjekkiet blev inviteret som medlem
af NATO, søgte NATO da også at tage pusten ud af Ruslands kritik og
bekymring ved at indgå en særaftale, NATO-Rusland Akten.
Et nyt element i de strategiske omgivelser var de ændrede betingelser
“på jorden“, hvilket især fi k betydning for NATO’s fredsstøttende operationer.
Det blev tydeligere og tydeligere, som 1990’erne skred frem, at
de stridende parter i det miljø, som NATO skulle indsættes i, havde en
helt anden karakter end tidligere. I ex-Jugoslavien brød de således med
største lethed deres egne våbenhviler og aftaler, og desuden var de mere
eller mindre autonome i forhold til de politiske ledere i Zagreb, Sarajevo
og Beograd. Det gjorde det meget vanskeligt for en intervenerende part
som NATO at indgå aftaler, som også lavere niveauer (fx lokale krigsherrer)
ville respektere.
Som 1990’erne gik, blev karakteren af indsættelsesmiljøet endnu mere
problematisk. Hvor der tidligere var stater, som kunne gå i dialog med
det internationale samfund, var disse stater nu ofte kollapsede, og sociale
grupper kæmpede om alt – lige fra magt til penge. I nogle grupper