Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

30
Den anden måde at styrke sammenholdet i Alliancen på var at tage hensyn
til de kræfter, der ønskede at styrke NATO’s arbejde på det politiske
område. Rapporten fra de tre udenrigsministre havde som erklæret formål
at se på, hvordan NATO’s sammenhold og soli daritet kunne bevares
i et sikkerhedsmiljø, som var mindre spændt (efter Stalins død). Denne
proces blev væsentligt styrket i den efterfølgende periode – og navnlig
efter Den Kolde Krigs ophør.
2.4. 1957 til 1967: Fra massiv
gengældelse til fl eksibelt gensvar
Perioden frem til vedtagelse af den næste strategi i NATO’s historie, nemlig
den der har fået navnet “strategien om fl eksibelt gensvar”, og Harmelrapporten
i 1967 var præget af en til tider voldsom diskussion blandt de
allierede om NATO’s eksi stens, op gaver, strategi og organisation.
Der var mange årsager til, at dis kus sionerne opstod netop på det tidspunkt.
Én årsag var, at der efter Cuba-krisen i 1962 blev indledt en
supermagtsafspænding, som nogle steder satte spørgsmålstegn ved
den fortsatte relevans af NATO. Yderligere skete der det, at Kennedyadministrationen
ændrede syn på Sovjetunionen og i 1962 vedtog en ny
(national) strategi, der byggede på mere fl eksibilitet i anvendelsen af de
militære midler, at Frankrig indledte en mere selvstændig linje i NATO
og i 1966 meldte sig ud af NATO’s militære samarbejde, og at Tyskland
indledte et tættere samarbejde med Frankrig og så småt indledte en ny
kurs over for Østeuropa. Diskus sio nen fi k også næring af, at NATO i 1969
fyldte 20 år, og at dets med lemmer ville kunne melde sig ud med et års
varsel. Endelig slog afkolo niseringen igennem i form af dis kus sioner om,
hvor Øst-Vest-konfl ikten ville fi nde sted – i Vesteuropa eller i den tredje
verden.
Forestillingen om Sovjetunionen ændres
Den relative afspænding i forhold til Sovjetunionen, som var blevet indledt
med Stalins død i 1953 og Korea-krigens afslutning, fortsatte også i
denne periode, om end med enkelte væsent lige “styrkeprøver” mellem
de to blok ke. Både Berlin-krisen og Cuba-krisen var begiven heder, som
gjorde det klart for alle, at et sammenstød mellem Øst og Vest kunne få
alvor lige konsekvenser – også i form af en atomkrig. Stabilitet, afspænding
og krisestyring kom på mode i det politiske miljø efter 1962.
Trusselsbilledet fi k også næring fra en række forhold i det strategiske
miljø. På det teknologiske område var der opstået den forestilling, at
Sovjetunionen var længere fremme i udviklingen af interkontinentale ballistiske
missiler end Vesten, og især viste opsendelse af den sovjetiske
satellit Sputnik i 1957, at nu havde Sovjetunionen et fremføringsmiddel,
så det kunne ramme USA på langt mere centrale steder end tidligere. I
1960 havde Kennedy i sin valgkamp mod Eisenhower kritiseret denne for
ikke at have gjort nok ved det såkaldte missil skel, som skulle være opstået