Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

og hvis NATO havde været en klassisk alliance, vendt mod en hedengangen
fjende, ville det ikke have været spor mærkeligt, hvis den var blevet nedlagt.
Men der var ikke vilje til at opløse NATO i 1990. Det var der mange årsager
til. I starten spillede det en væsentlig rolle, at man jo ikke kunne være helt
sikker på, at truslen ikke genopstod. Hertil kom, at NATO-landene fandt,
at de ikke hver for sig kunne håndtere de store omvæltninger, som Europa
skulle gennemgå, og at de øvrige internationale organisationer som EF,
CSCE eller FN enten ikke havde kapacitet til det, eller ikke var egnede til
det. NATO-landene gav her NATO en raison d’etre i form af at hjælpe de
central- og østeuropæiske lande med deres omstilling til demokrati og til
at blive “normale“ aktører, der respekterede internationale regler. I forlængelse
heraf fi k Alliancen til opgave at udføre krisestyringsopgaver på
Balkan. Den seneste udvikling er, at kontrol med masseødelæggelsesvåben
og terrorbekæmpelse er blevet sat på NATO’s dagsorden.
Det er ikke ensbetydende med, at gamle splittelsestendenser ikke dukkede
op i perioden, eller at der ikke var emner, som medførte voldsom konfl ikt.
Det første spørgsmål, som skulle håndteres var, om andre internationale organisationer
skulle overtage NATO’s rolle. USA havde stærke interesser i at
give NATO en rolle, hvilket kan ses i lyset af, at NATO er den eneste organisation
– bortset fra OSCE – der giver USA repræsentation i Europa, og som
giver USA mulighed for at samarbejde med – og øve indfl ydelse – på Europa.
Frankrig repræsenterede det andet ekstrem og så gerne en vægtforskydning
til andre organisationer (fx WEU). Én af udgangene på den diskussion var, at
NATO skulle bistå de andre organisationer – OSCE, WEU/EU – med at udføre
deres krisestyringsoperationer. Dermed fi k de mere “europæiske“ (modsat
“atlanticistiske“) lande mulighed for at prøve WEU af, samtidig med at NATO
fortsatte sin eksistens. Det skulle så i øvrigt vise sig, at der på længere sigt
ikke var stor interesse for at anvende WEU, og Frankrig valgte i stedet i stigende
grad at styrke sit engagement i NATO’s fredsbevarende operationer.
Et andet konkret emne handlede om NATO’s udvidelse, hvor NATO-landene
var uenige om, hvor hurtigt man skulle gå frem. Kompromisset blev
partnersamarbejdet, hvor især Partnerskab for Fred viste sig at være en
tilfredsstillende løsning. Partnerskab for Fred gav lande, der ønskede at
forbedre deres situation politisk, militært og på anden måde, et perspektiv
om medlemskab, samtidig med at de kunne afprøve deres vilje og
evne til at operere sammen med NATO i blandt andet de fredsbevarende
operationer i Bosnien-Hercegovina.
En tredje konfl ikt angik ex-Jugoslavien, hvor de allierede var uenige om
fjendebilledet og om de bedst egnede midler. Det gjaldt med hensyn til
parterne i Bosnien-Hercegovina og senere i Kosovo. Her var der ingen
lette kompromisser – ud over at handle ud fra laveste fællesnævner. For
USA var det ikke tilfredsstillende, og man valgte at føre krig mod Taliban i
Afghanistan uden brug af NATO. Det kom noget bag på de øvrige NATOmedlemmer,
at USA ikke ønskede at benytte sig af den enorme sympati,
der tilfl ød landet efter terrorangrebene, og anvende NATO’s apparat.
En fjerde konfl ikt har drejet sig om udviklingen af det europæiske forsvar,
og om det ville styrke eller svække det transatlantiske samarbejde. Emnet
69