Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

Endnu en grund til at forblive i NATO, som Hækkerup imidlertid ikke
anfører, var, at Danmark sammen med andre mindre lande fi k mulighed
for at fremme NATO’s politiske rolle og afspændingspolitik. Danmark var
således meget aktiv bidragyder til Harmel-rapporten (jf. kapitel 2) og Per
Hækkerup varm fortaler for, at NATO skulle gå konstruktivt ind i forhandlingerne
om en europæisk sikkerhedsorden – det senere CSCE.
Atomspørgsmålet var følsomt i 1950’erne og var det også i 1960’erne, selvom
det ikke gav anledning til nogen særlig politisk opmærksomhed. Vedtagelsen
af NATO’s strategi om fl eksibelt gensvar med den større vægt på konventionelt
forsvar syntes at lette presset mod Danmark og atom-forbeholdet. 14
Danmark deltog fra 1967 i den nyoprettede Nukleare Planlægningsgruppe
(NPG), hvilket gav større indsigt i atomspørgsmål end tidligere. 15
Grønlandsspørgsmålet ændrede også karakter i perioden. Fra at være
afgørende for de amerikanske offensive operationer, fordi fl yene skulle
tanke på baserne på Grønland, fi k Grønland omkring 1960 en mere og
mere defensiv rolle i forbindelse med varsling (af ballistiske missiler).
Basespørgsmålet var derfor i mindre grad genstand for mulig indenrigspolitisk
kritik, og da det amerikanske atombevæbnede B-52 bombefl y
i 1968 styrtede ned, var overfl yvningerne så småt ved at ophøre. Det
indenrigspolitiske røre, der rejstes i forbindelse med nedstyrtningen, og
anmodningen til USA om, at fl yene ikke bar atomvåben, når de overfl øj
Grønland, skabte imidlertid krise i forholdet til USA.
Den bekymring, som danske politikere nærede i 1950’erne for, om Danmark
ville kunne beskyttes og forsvares i tilfælde af krig, og om Danmark
spillede en rolle i det øvrige forsvar, begyndte så småt at fordufte
i 1960’erne. BALTAP dannede rammen om det dansk-tyske samarbejde i
NATO, og oprettelsen af Alliancens mobile styrke (AMF) i 1960, der kunne
sendes til Danmark og vise NATO’s tilstedeværelse, gav også en fornemmelse
af beskyttelse, selvom det har været påpeget, at AMF primært var
af psykologisk betydning. Endvidere indgik Danmark også i det fremskudte
forsvar. Det var i høj grad i dansk interesse at skubbe landforsvaret så langt
mod øst som muligt for at skåne det danske territorium mest muligt 16 .
1970’erne: Fra afspænding til
modernisering af atomvåbnene
1970’ernes begyndelse var på mange måder gunstig for de danske sikkerhedspolitiske
prioriteter – også i NATO. Supermagtsafspændingen
fortsatte og kulminerede med START- og ABM-aftalerne i 1972, Tysklandsspørgsmålet
blev ”normaliseret”, og i 1973 indledte 35 lande en
Konference om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Det betød, at danske
regeringer kunne fortsætte og udfolde den aktive forhandlingspolitik på
afspændingsområdet, som havde været en vigtig prioritet i hele efterkrigstiden.
I CSCE-processen fi k Danmark en meget central placering
– især omkring forhandlingerne om ”den menneskelige faktor” (kontakter
mellem personer på tværs af Øst-Vest skellet og familiesammenføringer).
Selvom netop det spørgsmål var følsomt i Sovjetunionen, var forholdet til
Sovjetunionen relativt konstruktivt.
14 Petersen, Nikolaj, 2001,
s. 284.
15 Petersen, Nikolaj, 2004,
s. 196.
16 Hillingsø, K.G.H., Dansk
forsvarsplanlægning,
Atlantsammenslutningen,
København, 1989.
141