Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

32
Til venstre: Den belgiske
udenrigsminister Pierre
Harmel. NATO Photo
Strategien opererer med en række scenarier, som ikke er stort anderledes
end tidligere strategiers – storstilet ato mart overraskelsesangreb, om fat tende
aggression med brug af taktiske og kemiske våben, aggression mod
en eller to regio ner i NATO med eller uden taktiske og kemiske våben,
atomare og ikke-atomare angreb på fl åden, be græn set aggression mod
et eller fl ere NATO-lande, en Berlin-lignende blokade, skjulte aktioner og
politisk-militært pres. Foruden disse Europa-centrerede scenarier, opererede
strategien med kriser uden for NATO-området. Men i modsætning til
tidligere scenarier vurderede MC 14/3, at det var mest realistisk, at Warszawapagtens
handlinger ville ligge i den nedre ende af aggressionsskalaen.
Sovjetunionen blev betragtet som en mere rationel aktør, og NATO’s mulighed
for eskalation og brug af atom våben mentes at påvirke Sovjetunionen,
som ville forsøge at undgå en konfrontation.
NATO’s to ben: Et politisk og et militært
NATO’s politiske rolle fi k et markant løft i denne periode, hvilket bl.a.
gav sig udtryk i vedtagel sen af den såkaldte Harmel-rapport, som er et af
NATO’s centrale doku men ter. Analysen kom til verden på foranledning af
den belgiske udenrigs minister Pierre Harmel i 1966 og blev godkendt på
Det Nordatlantiske Råds møde i december 1967.
Målet er ifølge rapporten at bygge videre på den afspænding – détente
– som havde udviklet sig op gennem 1960’erne, den sovjetiske doktrin
om “fredelig sameksistens” og splittelsen af den kommunistiske verden,
europæisk samling og afkoloniseringen, som havde fl yttet en del af problemerne
fra Europa til den tredje verden. NATO skal derfor arbejde for
mere stabile relationer og løsning af politiske problemer, forbedre forholdet
til Sovjetunionen og landene i Østeuropa, fremme afspænding,
arbejde for nedrustning samt i sidste ende sikre tysk genforening og
dermed stabiliteten i Europa.
Men samtidig med, at Harmel-rapporten tildelte NATO en øget politisk
rolle, blev der ikke ændret ved Alliancens traditionelle militære rolle. Alliancen
skulle ifølge rapporten bevare “passende militær styr ke og politisk
solidaritet, så den kan afskrække aggression og andre former for pres og
forsvare lande ne, hvis en aggression alligevel skulle ske.” Militær styrke
ses således ikke som en hin dring mod, men
snarere som en forudsætning for afspænding,
forhandling og nedrustning. Man kan tolke tilgangen
som et kompromis mellem “høge” og
“duer” i Alliancen eller som udtryk for en mere
generel fi losofi om, at nedrustning kun er mulig,
hvis Vesten er militært overlegen.
Kort før vedtagelsen af MC 14/3 var der sket en
afgørende forandring af det trak tatlige område.
Konceptet om fremskudt forsvar var der ikke
ændret ved. Men Frankrigs udmeldelse af NATO’s
militære struk tur skabte alvorlig bekymring for,
om NATO-territoriet kunne forsvares som hidtil.